Hærmændene paa Helgeland, 1. versjon
| Avansert visning | Innstillinger for teksten | Nedlastinger | ||||||||||
|
| xml, pdf, epub, kindle | ||||||||||
| Om verket | ||||||||||||
| Les mer om verket | ||||||||||||
SKUESPIL I FIRE AKTER
CHRISTIANIA
TRYKT OG FORLAGT AF H. J. JENSEN
1858
1.utg: [2]
ØRNULFS SEX ÆLDRE SØNNER
ØRNULFS OG SIGURDS MÆND
Handlingen foregaar i 
Erik Blodøxes Tid paa og i Nærheden af Gunnars Gaard paa Helgeland i det nordlige Norge.
Erik Blodøxes Tid paa og i Nærheden af Gunnars Gaard paa Helgeland i det nordlige Norge.
En høi Strand, der i Baggrunden løber brat ned til Søen. Tilvenstre et Nøst, tilhøire Fjelde og Barskov. Masterne af to Hærskibe sees nede i Viken; langt ude tilhøire Skjær og høie Holmer; Søen er i stærkt Oprør, det er Vinter med Snetykke og Storm.
høi Strand, der i Baggrunden løber brat ned til Søen. Tilvenstre et Nøst, tilhøire Fjelde og Barskov. Masterne af to Hærskibe sees nede i Viken; langt ude tilhøire Skjær og høie Holmer; Søen er i stærkt Oprør, det er Vinter med Snetykke og Storm.Første Scene
Sigurd kommer op fra Skibene; han er klædt i hvid Kjortel med Sølvbelte, blaa Kappe, Sokkebrog, laadne Sko og Staalhue, ved Siden bærer han et kort Saxsværd. Ørnulf viser sig strax efter oppe mellem Fjeldene, klædt i mørk Lammeskindskjortel, med Brystplade og Beenskinner samt laadne Sko og ulden Brog, over Skuldrene har han en brun Vadmelskaabe med Hætten trukken over Staalhuen saa at Ansigtet for en Deel skjules. Han er høi og kjæmpemæssigt bygget, med langt hvidt Skjæg, gammel og lidt bøiet; væbnet er han med rundt Skjold, Sværd og Spyd.
Sokkebrog, laadne Sko og Staalhue, ved Siden bærer han et kort Saxsværd. Ørnulf viser sig strax efter oppe mellem Fjeldene, klædt i mørk Lammeskindskjortel, med Brystplade og Beenskinner samt laadne Sko og ulden Brog, over Skuldrene har han en brun Vadmelskaabe med Hætten trukken over Staalhuen saa at Ansigtet for en Deel skjules. Han er høi og kjæmpemæssigt bygget, med langt hvidt Skjæg, gammel og lidt bøiet; væbnet er han med rundt Skjold, Sværd og Spyd.Sigurd træder først ind, seer sig om, faar Øie paa Nøstet, gaar raskt derhen og prøver at bryde Døren op.
ØRNULF
kommer tilsyne paa Fjeldet, studser ved at see Sigurd, synes at gjenkjende ham, stiger ned og raaber
SIGURD
vender sig om, lægger Haanden paa Sværdet og svarer
Det var første Gang ifald jeg gjorde det!
HIS: 354
ØRNULF
Du skal og maa! Jeg trænger Nøstet til Nattely for mine stivfrosne Mænd.
ØRNULF
hæver Spydet
Dyrt skal du bøde for de Ord!
Ørnulf styrter ind paa ham, Sigurd forsvarer sig.
Anden Scene
De Forrige. Dagny og nogle af Sigurds Mænd fra Stranden; Ørnulfs sex Sønner fra Fjeldene tilhøire.
HU: 32
DAGNY
der er lidt foran, klædt i rød Kjortel, blaa Kaabe og Foerværks Hætte, raaber ned til Skibene
Op alle Sigurds Mænd! Min Husbond strides med en Fremmed!
HIS: 355
ØRNULFS SØNNER
Til Hjælp for Gubben!
De stige ned.
SIGURD
til sine Mænd
Bliv hvor I er; jeg magter ham vel alene!
ØRNULF
til Sønnerne
Lad mig slaaes i Fred! (farer ind paa Sigurd) Jeg vil see dit Blod!
ØRNULF
Godt var det hugget, Hærmand!
Hvast du veed at ramme;
Sigurd selv, hin Stærke,
Staar for dig tilskamme!
SIGURD
smilende
Saa er Skammen ham til Hæder!
ØRNULFS SØNNER
med et Udraab af Forundring
Sigurd selv! Sigurd hin Stærke!
HIS: 356
SIGURD og HANS MÆND
Ørnulf fra Fjordene!
DAGNY
glad, men dog med et Udtryk af Uro
Min Fader og mine Brødre!
SIGURD
Stil dig bag ved mig.
ØRNULF
SIGURD
Bedst, ifald det saa kunde føie sig.
Der er min Haand. Du er en ypperlig Kjæmpe; saa ramme Hug har Ingen før skiftet med gamle Ørnulf.
SIGURD
ryster hans fremrakte Haand
ØRNULF
Det er jeg, og ret nu skal Tvisten jævnes. (til de Øvrige) Saa fem Vintre siden laa Sigurd og Gunnar Herse som Vikinger paa Island og havde Fredland der den Vinter tæt under min Gaard. Da rante Gunnar med Vold og Sned min Fosterdatter, Hjørdis; men du, Sigurd, tog Dagny, mit eget Barn, og seilede bort med hende. For dette Ran dømmes du til at bøde tre Hundrede i Sølv, og skal med det din Ufredsgjerning være sonet.
HIS: 357
gjøres da vitterligt for Alle, hvad Sagen gjælder. For fem Vintre siden laa Sigurd og Gunnar Herse som Vikinger paa Island og havde Fredland der den Vinter tæt under min Gaard. Da rante Gunnar med Vold og Sned min Fosterdatter, Hjørdis; men du, Sigurd, tog Dagny, mit eget Barn, og seilede bort med hende. For dette Ran dømmes du til at bøde tre Hundrede i Sølv, og skal med det din Ufredsgjerning være sonet.
SIGURD
ØRNULF
SIGURD
Og paa mig kan du nu lide, som paa din egen Æt!
HIS: 358
SIGURD
Rede skal du finde mig; sig frem, – hvad kræver du?
ØRNULF
SIGURD
overrasket
Gunnar!
DAGNY
ligesaa
Og Hjørdis, – hvor ere de at finde?
ØRNULF
Hjemme paa Gunnars Gaard, tænker jeg.
SIGURD
med undertrykt Bevægelse
Tilvisse, nei! Sparsomt har jeg spurgt fra Gunnar siden vi sidst seilede fra Island sammen. Vidt foer jeg i Viking og tjente mange Konger udenlands medens Gunnar sad hjemme. Hid under Land kom jeg idag i Lysingen, fordreven af Uveiret; at Gunnar havde sin Fædrenegaard her nordpaa var mig nok vitterligt, men –
DAGNY
til Ørnulf
Og i det Ærinde foer du hjemmefra?
HIS: 359
ØRNULF
SIGURD
tankefuld
ØRNULF
Det maa jeg gjøre. Hør til, Sigurd, hvad jeg vil sige dig. Isommer red jeg tilthings og der vare mange hæderlige Mænd tilstede. Da Thingdagene vare tilende, sad jeg i Boden og drak sammen med mine Herredsmænd og saa kom
Herredsmænd og saa kom 1.utg: 11
Kvinderanet paa Tale; haanlige Ord maatte jeg høre fordi jeg lod den Tort sidde uhævnet paa mig saa lang en Tid. Da blev jeg vred, svor at fare til Norge, søge Gunnar og kræve Bod eller Hævn for Ranet og aldrig fare hjem til Island igjen før jeg havde vidst at fremme min Sag.Det maa den; men ubillig skal jeg ikke være, og Gunnar er mig nævnt som en hæderlig Mand. Glad er jeg ogsaa at jeg foer i denne Færd; Tiden faldt mig lang paa Island tilslut; derude paa de blaa Vande var jeg bleven gammel og graa, det bares mig for som jeg maatte ud paa dem engang til førend jeg, –; Bergthora, min gode Hustru, var jo død for længe siden, mine ældste Sønner fore hver Sommer i Viking, og da nu Thorolf voxte til –
ubillig skal jeg ikke være, og Gunnar er mig nævnt som en hæderlig Mand. Glad er jeg ogsaa at jeg foer i denne Færd; Tiden faldt mig lang paa Island tilslut; derude paa de blaa Vande var jeg bleven gammel og graa, det bares mig for som jeg maatte ud paa dem engang til førend jeg, –; HIS: 360
naa ja, – Bergthora, min gode Hustru, var jo død for længe siden, mine ældste Sønner fore hver Sommer i Viking, og da nu Thorolf voxte til –
DAGNY
glad
Thorolf er med? Hvor er han?
ØRNULF
Ude paa Skibet.
(peger mod Baggrunden tilhøire) Der skal du see en Gut; stor og stærk og fager er han bleven siden du sad hjemme. Det vil blive en ypperlig Idrætsmand, Sigurd; han vil komme til at ligne dig.
SIGURD
Men sig mig nu, – dit Ærinde hos Gunnar Herse, – tænker du alt idag –?
ØRNULF
Heller idag end imorgen. Med rimelige Bøder skal jeg være fornøiet; vægrer Gunnar sig ved sligt Forlig, saa faaer han friste de Kaar, som følge paa.
HIS: 361
Tredie SceneDe Forrige. Kaare Bonde kommer ilsomt ind fra Høire; han er klædt i graa Vadmelskofte og sid Filthat; i Haanden holder han en afbrudt Gjerdestav.
KAARE
Godt Møde, Hærmænd!
ØRNULF
Hærmænds Møde skattes sjelden godt.
KAARE
ØRNULF
Gunnar Herse!
SIGURD
Saa har du øvet Ondt imod ham!
KAARE
ØRNULF
Det var lovlig Gjerning.
HIS: 362
KAARE
SIGURD
KAARE
DAGNY
Hjørdis!
ØRNULF
mumlende
Ja ja, det kunde ligne hende!
KAARE
HIS: 363
KAARE
Det er Gunnar Herse selv!
ØRNULF
Vær du trøstig, jeg tænker nok, jeg skal faa jer forligte.
Fjerde Scene
De Forrige. Gunnar Herse, med nogle Mænd, kommer fra Venstre. Han er klædt i Husdragt, brun Kjortel, Sokkebrog, blaa Kappe og bred Hat, af Vaaben har han kun en liden Haandøxe.
Husdragt, brun Kjortel, Sokkebrog, blaa Kappe og bred Hat, af Vaaben har han kun en liden Haandøxe.
ØRNULF
Der seer du ret nok.
ØRNULF
Vil du som jeg, saa skal ingen Ufred øves.
SIGURD
nærmer sig
Vel mødt, Gunnar!
GUNNAR
glad
ØRNULF
Som du siger, stor Tort voldtes mig da du foer med hende fra Island uden at søge mit Minde.
GUNNAR
SIGURD
Det mener jeg med. Ørnulf vil være rimelig.
GUNNAR
med Varme
ØRNULF
Jeg skal rette mig efter Lov og Vedtægt, det kan du lide paa. Men nu en anden Sag; (peger paa Kaare) seer du den Mand der?
GUNNAR
Kaare Bonde! (til Ørnulf) Du veed da, der er Ufred mellem os?
ØRNULF
Dine Mænd har ranet hans Kvæg, og for Ran bør bødes.
KAARE
Fordi han haanede mig.
GUNNAR
Jeg har sagt mig rede til Forlig.
KAARE
Men det havde ikke Hjørdis Sind til, og imorges, mens du var borte, faldt hun over mig og staar mig nu efter Livet.
GUNNAR
opbragt
Er det sandt du siger; har hun –?
KAARE
Hvert Ord er sandt.
ØRNULF
Derfor bad Bonden om min Bistand og den skal være ham sikret.
GUNNAR
efter et Øiebliks Betænkning
KAARE
rækker Gunnar Haanden
Det er gode Kaar; dem tager jeg imod.
SIGURD
peger ud tilhøire
See der!
GUNNAR
misfornøiet
Det er Hjørdis!
ØRNULF
Med væbnede Karle!
KAARE
Hun søger mig!
Femte Scene
De Forrige. Hjørdis med en Flok Huskarle. Hun er sortklædt, i Kjortel, Kaabe og Hætte; Karlene ere væbnede med Sværd og Øxer, selv bærer hun et let Spyd i Haanden.
DAGNY
iler hende imøde
Hil og sæl, Hjørdis!
HJØRDIS
koldt
Tak. Jeg har alt spurgt at du ikke var langt borte. (træder nærmere, idet hun kaster et skarpt Blik over de Forsamlede) Gunnar
HIS: 367
og – Kaare, min Avindsmand, – Ørnulf og hans Sønner, og – (idet hun faar Øie paa Sigurd, farer hun næsten umærkeligt sammen, tier lidt, men fatter sig og siger) Nu, Mange seer jeg her, som jeg drager Kjendsel paa, – men ikke veed jeg hvem der er mig bedst sindet.
HJØRDIS
Hvis saa er, da vil du ikke nægte at give Kaare i min Husbonds Vold.
ØRNULF
Det gjøres ikke behov.
GUNNAR
Der er nu Fred og Forlig mellem os.
HJØRDIS
med undertrykt Spot
GUNNAR
stærkt, men dog uden Hæftighed
Det maa det og det skal det!
HIS: 368
ØRNULF
til Hjørdis
Og der blev saa halvveis sluttet et Forlig til, før du kom.
ØRNULF
nikker
Det gjaldt dig.
HJØRDIS
GUNNAR
Ørnulf og hans Sønner komme med Fred.
HJØRDIS
SIGURD
til Gunnar
Du har skikket din Søn sørpaa?
HJØRDIS
Ja for at han kunde være tryg, ifald Ørnulf faldt over os!
HIS: 369
ØRNULF
DAGNY
Sigurd giver Bod og vil ikke kaldes ringere Mand for det.
HJØRDIS
Sigurd maa selv vide bedst hvad hans Hæder kan taale.
SIGURD
Om det skal jeg aldrig trænge til at mindes.
HJØRDIS
SIGURD
Nu ja, lettere kan Gunnar da lempe sig uden at kaldes ræd.
HIS: 370
HJØRDIS
GUNNAR
Ilde betænkt var det Løfte; kræver du at det skal holdes?
ØRNULF
HJØRDIS
Hæder og ingen Tort havde du af at fostre Jøkuls Datter.
ØRNULF
Idel Ufred har jeg havt deraf, det veed jeg.
HJØRDIS
Værre Ufred tør times dig nu, ifald –
ØRNULF
Ikke kom jeg hid for at kives med Kvinder! – Gunnar, hør nu mit sidste Ord; er du villig til at bøde for Kvinderanet?
HIS: 371
GUNNAR
til Ørnulf
ØRNULF
forbittret
Nok, nok! Aldrig skal det siges mig paa at jeg gav Bod for ærligt Drab!
ØRNULF
med stigende Vrede
HJØRDIS
Det er Gunnar paa mine Vegne!
DAGNY
angst og bønligt
Fader, Fader!
SIGURD
hurtigt
Tal ikke ud!
ØRNULF
med hævet Stemme
Jo, høit skal det siges! Hærtagen Kvinde har ingen lovlig Husbond!
HIS: 372
GUNNAR
med Hæftighed
Ørnulf!
HJØRDIS
i vildt Udbrud
Forhaanet! Beskjæmmet! (med dirrende Stemme) Det – det skal du komme til at angre!
ØRNULF
vedblivende
Hærtagen Kvinde er kun at agte som Frilleviv efter Loven! Vil du vinde hæderligere Kaar, saa maa du –
Nei, Ørnulf, bedre veed jeg hvad der skikker sig. Er jeg kun at agte for Gunnars Frille, – godt og vel, saa maa han hædre sig med Daad, – hædre sig saa høit med Daad, at mine Kaar ingen Skam volde mig! Og vogt dig nu, Ørnulf; her skilles vore Veie, men Vaaben skal jeg lade bære paa dig og Dine saa tidt det saa kan føie sig, utryg skal du være baade paa Liv og Lemmer, og det skal Hver og En som – (med et hvast Blik til Kaare) Kaare Bonde! Nu ja, Ørnulf tog sig af din Sag, og der er Fred mellem os, men ikke vil jeg raade dig til at komme hjem med det Første; den Dræbte har mange Hævnere og let kunde det hænde sig at – ja, nu har jeg varet dig for Faren, bær saa hvad der følger paa. Kom, Gunnar, ruste os maa vi nu. En berømmelig Daad har du øvet paa Island, men større Daad maa her øves, ifald ikke din – din Frille skal skamme sig over dig og over sig selv!
bedre veed jeg hvad der skikker sig. Er jeg kun at agte for Gunnars Frille, – godt og vel, saa maa han hædre sig med Daad, – hædre sig saa høit med Daad, at mine Kaar ingen Skam volde mig! Og vogt dig nu, Ørnulf; her skilles vore Veie, men Vaaben skal jeg lade bære paa dig og Dine saa tidt det saa kan føie sig, utryg skal du være baade paa Liv og Lemmer, og det skal Hver og En som – (med et hvast Blik til Kaare) Kaare Bonde! Nu ja, Ørnulf tog sig af din Sag, og der er Fred mellem os, men ikke vil jeg raade dig til at komme hjem med det Første; den Dræbte har mange Hævnere og let kunde det hænde sig at – ja, nu har jeg varet dig for Faren, bær saa hvad der følger paa. Kom, Gunnar, ruste os maa vi nu. En berømmelig Daad har du øvet paa Island, men større Daad maa her øves, ifald ikke din – din Frille skal skamme sig over dig og over sig selv!
GUNNAR
Vær sindig, Hjørdis; usømmeligt er det at tee sig saa!
DAGNY
bedende
Bliv Fostersøster, – bliv; jeg vil tale min Fader tilrette!
GUNNAR
dæmpet
Sigurd, Et maa du love; vi tales ved før du farer fra Landet. (gaar med sine Mænd tilhøire)
De Forrige undtagen Gunnar og Hjørdis. Uveiret er under det Foregaaende ophørt; Middagssolen sees som en rød Skive dybt nede ved Havranden.
ØRNULF
truende
Dyr skal den Færd blive dig, Fosterdatter!
DAGNY
Fader, Fader! Du har da ikke Ondt isinde!
SIGURD
Hvad agter du at gjøre?
HIS: 374
ØRNULF
SIGURD
med rolig Fasthed
ØRNULF
Ikke det! Om jeg nu saa vil det!
SIGURD
Ei skal det skee, – end ikke om du saa vil det.
ØRNULF
hæftigt
Godt; hold du sammen med mine Uvenner, jeg drister mig endda til at gaa mod jer Alle!
Hør mig vel, Ørnulf; den Dag skal du ikke leve, da vi To strides sammen; hæderligt Forlig er der mellem os, Dagny er mig kjærere end Vaaben og Guld, og aldrig skal jeg glemme at du er hendes nærmeste Frænde.
ØRNULF
Det ventede jeg af dig, djærve Sigurd!
SIGURD
Men Gunnar er min Fosterbroder; Fred og Venskab har vi svoret hinanden. Baade i Strid og i fredsomme Kaar har vi fristet Hærfærd huer ham ikke, saa bold han end er; – nu godt, mig kjende I alle, om mig vide I, at jeg ikke ræddes for Ufred; men her staar jeg frem, Ørnulf, og beder om Forlig for Gunnar. Gjør mig til Villie i denne Sag!
Fosterbroder; Fred og Venskab har vi svoret hinanden. Baade i Strid og i fredsomme Kaar har vi fristet HIS: 375
Lykken tilhobe og han er HU: 43
mig kjærest af alle Mænd; Hærfærd huer ham ikke, saa bold han end er; – nu godt, mig kjende I alle, om mig vide I, at jeg ikke ræddes for Ufred; men her staar jeg frem, Ørnulf, og beder om Forlig for Gunnar. Gjør mig til Villie i denne Sag!
ØRNULF
Det kan jeg ikke; jeg maatte jo gaa til Spot for alle Kjæmper, ifald jeg foer tomhændet til Island!
SIGURD
Tomhændet skal du ikke fare. Her i Viken ligge mine to Langskibe med alt det Gods, jeg har vundet i Viking; der findes mange kostelige Kongegaver, Kister med gode Vaaben og andet ypperligt Løsøre; tag du det ene Skib, vælg det du tykkes bedst om, det skal være dit med alt hvad som findes ombord, – lad det være Bod for Hjørdis og lad Gunnar fare med Fred.
ØRNULF
Brave Sigurd, det vil du gjøre for Gunnar!
ØRNULF
Give dit halve Gods og Eie!
SIGURD
indstændigt
Tag det Hele, begge mine Skibe, alt hvad der er Mit, og lad mig fare med dig til Island som den fattigste Mand i dit Følge; hvad jeg giver, kan jeg vinde ind igjen, men øver du Hærværk
Hærværk HIS: 376
mod Gunnar, saa bliver jeg aldrig glad mere. Nu, Ørnulf, hvad svarer du?
ØRNULF
betænker sig
To gode Langskibe, Vaaben og Løsøre, – af Gods faar ingen Mand formeget, men, – (hæftigt) nei, nei, – Hjørdis har truet mig; jeg vil ikke! Uhæderligt var det, om jeg tog din Eiendom!
SIGURD
Men hør dog først –
ØRNULF
Nei, siger jeg! Selv maa jeg fremme min Ret; lad saa Lykken raade.
KAARE
træder nærmere
ØRNULF
Hævn? Hvad raader du da til?
DAGNY
til Ørnulf
Hør ikke paa ham!
HIS: 377
KAARE
ØRNULF
roligt
KAARE
der er vegen tilbage
Falder ikke du over Gunnar, saa falder han over dig!
ØRNULF
Det har jeg Næver og Vaaben til at hindre.
SIGURD
til Kaare
Og nu, bort fra os! Hæderlige Mænd har Skam af dit Samkvem!
KAARE
ved Udgangen
Ja ja, jeg faar da værge mig selv saa godt jeg kan; men det siger jeg: angre vil I, om I fare frem med Lempe; jeg kjender Hjørdis, – og skal vel vide at ramme hende! (gaar ned til Søen)
De Forrige undtagen Kaare Bonde.
DAGNY
Han pønser paa Hævn. Sigurd, det maa hindres!
ØRNULF
Usalig var den Time jeg tog hende under mit Tag; det begynder at gaa som Jøkul sagde.
SIGURD
Jøkul?
Jøkul, hendes Fader. Da jeg gav ham Banehugget, faldt han flad ned paa Græsvolden, saa paa mig og kvad:
Volde Vee paa alle Veie;
Hvo der eier Jøkuls Skatte
Skal ei glædes ved sit Eie!
SIGURD
Det skal du lidet agte.
ØRNULF
Ottende Scene
De Forrige. Gunnar Herse fra Høire.
GUNNAR
Ja, Ørnulf, du faar tænke om mig hvad du vil; men jeg kan ikke skilles fra dig som din Uven.
ØRNULF
Hvad er din Agt?
GUNNAR
SIGURD
Men Hjørdis –?
HIS: 380
GUNNAR
Føier sig efter min Villie; hun skiftede Sind paa Hjemveien og mente som jeg, at vi nok kunde forliges, ifald I vilde gjæste os.
DAGNY
Ja, ja; saa maa det være!
SIGURD
tvivlraadig
Men jeg veed dog ikke om –
GUNNAR
til Sigurd
Og at fare fra Landet, medens Hjørdis sidder med Had igjen; – nei, nei, det maa vi ikke!
GUNNAR
Stor Uret har jeg øvet mod Ørnulf; før det er gjort godt igjen faar jeg ikke Fred for mig selv.
SIGURD
hæftigt
HIS: 381
DAGNY
Men det kan du jo lige godt!
GUNNAR
Ingen veed hvad Lod Mænd kan møde; kanhænde, Sigurd, at det er sidste Gang vi træffes, og angre vil du da at du ikke var mig hjælpsom i det Længste.
DAGNY
Og sent vil du see mig glad, hvis du seiler bort idag.
SIGURD
bestemt
GUNNAR
ryster hans Haand
Tak, Sigurd, det vidste jeg vel. – Og du, Ørnulf, du siger som han?
ØRNULF
tvær
Jeg skal tænke paa det; bittert har Hjørdis krænket mig, – idag vil jeg ikke svare.
GUNNAR
Ja ja, gamle Kjæmpe, Sigurd og Dagny vil nok vide at glatte din Pande. Nu bereder jeg Gildet; farer med Fred saalænge, og vel mødt i min Hal! (gaar ud tilhøire)
HIS: 382
Niende SceneDe Forrige undtagen Gunnar; senere Thorolf fra Høire.
SIGURD
for sig selv
Hjørdis har skiftet Sind, sagde han! Da kjender han hende lidet; snarere maa jeg tro at hun pønser paa – (afbryder og vender sig til Mændene) Nu, følger mig Alle til Skibene; gode Gaver vil jeg vælge for Gunnar og hans Husfolk.
DAGNY
Gaver af det Bedste vi eie. Og du, min Fader, – ja du faar ikke Fred for mig før du føier dig.
Hun gaar med Sigurd og Mændene ned til Søen i Baggrunden.
Som du seer! Er det sandt der spørges, har du været til Møde med Gunnar Herse?
ØRNULF
Ja!
HIS: 383
THOROLF
Og har nu Strid med ham?
ØRNULF
Hm, idetmindste med Hjørdis.
THOROLF
Saa vær trøstig; nu faar du Hævn!
ØRNULF
Hævn? Hvem hævner mig?
THOROLF
Hør kun; jeg stod paa Skibet, da kom en Mand løbende med en Stav i Haanden og raabte: «Hører du til Ørnulfs Hærskib, saa hils ham fra Kaare Bonde og siig, at nu tager jeg Hævn for os Begge». Derpaa gik han i en Baad og roede bort, idet han sagde: «Tyve fredløse Mænd ligge i Fjorden; med dem gaar jeg sørpaa, og inden Kveldstid skal ikke Hjørdis have nogen Afkom at rose sig af.»
Hærskib, saa hils ham fra Kaare Bonde og siig, at nu tager jeg Hævn for os Begge». Derpaa gik han i en Baad og roede bort, idet han sagde: «Tyve fredløse Mænd ligge i Fjorden; med dem gaar jeg sørpaa, og inden Kveldstid skal ikke Hjørdis have nogen Afkom at rose sig af.»
ØRNULF
Det sagde han! Ha, ha, nu skjønner jeg; Gunnar har skikket sin Søn bort, Kaare ligger i Ufred med ham –
THOROLF
Og nu roer han efter og dræber Gutten!
THOROLF
Hvad har du isinde?
HIS: 384
ØRNULF
Lad mig om det; det skal blive mig og ikke Kaare som tager Hævn!
THOROLF
Jeg gaar med dig!
ØRNULF
Nei, du følger Sigurd og din Søster til Gunnars Gaard.
THOROLF
Sigurd? Er han her i Landet?
ØRNULF
Der seer du hans Hærskibe; vi ere forligte, – du følger ham.
THOROLF
Til dine Uvenner?
Gaa du kun til Gildet. Nu skal Hjørdis lære gamle Ørnulf at kjende! Men hør, Thorolf, for Ingen nævner du det, jeg nu har isinde; hører du, for Ingen!
THOROLF
Det lover jeg.
ØRNULF
tager hans Haand og seer kjærligt paa ham
Farvel da, min vakkre Gut; tee dig høvisk i Gildehuset, ægges du, da skal du ikke tie dertil. Drik ikke Mere end du kan bære, men viis heller ikke Kvindekarl.
tee dig høvisk i Gildehuset, 1.utg: 34
saa jeg har Hæder af dig. Unødig Tale skal du ikke føre, men det du mæler, skal være hvast som en Sværdsæg. Vær vennesæl saalænge Godt vises dig, men ægges du, da skal du ikke tie dertil. Drik ikke Mere end du kan bære, men viis heller ikke HIS: 385
Hornet fra dig, naar det bydes med Maade, paa det at du ikke skal holdes for en Kvindekarl.
THOROLF
Nei, vær du tryg!
ØRNULF
Han gaar med de ældre Sønner tilhøire i Baggrunden.
Tiende Scene
Thorolf. Sigurd og Dagny komme i prægtige Gildeklæder fra Stranden, fulgte af to Mænd, der bære en Kiste; Mændene gaa strax tilbage igjen.
THOROLF
seer efter Faderen
THOROLF
Nu ja, i fem Aar skulde jeg vel mene –
HIS: 386
DAGNY
Ja ja, du siger sandt.
THOROLF
Vilde han bare prøve mig, saa –
DAGNY
smilende
SIGURD
Hvor gik han hen?
SIGURD
Jeg venter paa mine Mænd, de bringe Varer op og fæste Skibene.
THOROLF
Der maa jeg hjælpe til! (gaar ned til Søen)
HIS: 387
Ellevte SceneSigurd og Dagny. Tilsidst Thorolf og Sigurds Mænd.
SIGURD
efter en kort Betænkning
DAGNY
forundret
Hvad mener du?
DAGNY
Farlig? Tænker du at Gunnar –
SIGURD
Gunnar er bold og brav; nei nei, – men bedre var det, ifald jeg havde faret herfra uden at gjæste ham.
DAGNY
Du gjør mig ræd! Sigurd, hvad er det?
DAGNY
viser den frem
Her om Armen; du bød mig bære den.
HIS: 388
SIGURD
DAGNY
Ringen!
SIGURD
dæmpet
Den Kvæld, da Kvinderanet gik for sig hos din Fader, – du mindes vel –
DAGNY
Om jeg mindes!
SIGURD
Det er om det jeg vil tale.
SIGURD
Du veed der havde været Gilde; tidligt gik du til Sovestuen, men Hjørdis blev siddende ved Drikkebordet mellem Mændene. Flittigt gik Hornet rundt og allehaande stærke Løfter bleve svorne. Jeg svor at føre en fager Mø fra Island naar jeg reiste; Gunnar svor det samme som jeg og gav Drikken til Hjørdis. Da tog hun ved Hornet, stod op og gjorde det Løfte, at ingen Kjæmpe skulde eie hende til Viv, undtagen Hvidbjørnen, som der stod bunden ved Døren, og bar hende bort paa sine Arme.
Sovestuen, men Hjørdis blev siddende ved Drikkebordet mellem Mændene. Flittigt gik Hornet rundt og allehaande stærke Løfter bleve svorne. Jeg svor at føre en fager Mø fra Island naar jeg reiste; Gunnar svor det samme som jeg og gav Drikken til Hjørdis. Da tog hun ved Hornet, stod op og gjorde det Løfte, at ingen Kjæmpe skulde eie hende til Viv, undtagen HU: 50
den, som gik til hendes Bur, dræbte Hvidbjørnen, som der stod bunden ved Døren, og bar hende bort paa sine Arme.
HIS: 389
DAGNY
Ja ja, det veed jeg!
SIGURD
SIGURD
dæmpet
Det blev han, – men – jeg øvede Daaden!
DAGNY
med et Udraab
Du!
SIGURD
Da Mændene gik fra Gildestuen, bad Gunnar mig følge Enetale i Soverummet. Da sagde han: «Hjørdis er mig kjærere, end alle Kvinder; jeg kan ikke leve uden hende.» Jeg svarede ham: «Saa gaa til hendes Bur; du veed de Vilkaar hun har sat.» Men han sagde: «Kvindekjær Mand skatter Livet høit; uvist blev Udfaldet, om jeg gik mod Bjørnen, og jeg ræddes for at lade Livet nu; thi saa mistede jeg Hjørdis med.» Længe talte vi sammen, og Enden blev, at Gunnar gjorde sit Skib rede, men jeg drog mit Sværd, tog Gunnars Hærklæder paa og gik til Buret.
1.utg: 38
med til Enetale i Soverummet. Da sagde han: «Hjørdis er mig kjærere, end alle Kvinder; jeg kan ikke leve uden hende.» Jeg svarede ham: «Saa gaa til hendes Bur; du veed de Vilkaar hun har sat.» Men han sagde: «Kvindekjær Mand skatter Livet høit; uvist blev Udfaldet, om jeg gik mod Bjørnen, og jeg ræddes for at lade Livet nu; thi saa mistede jeg Hjørdis med.» Længe talte vi sammen, og Enden blev, at Gunnar gjorde sit Skib rede, men jeg drog mit Sværd, tog Gunnars Hærklæder paa og gik til Buret.
DAGNY
med stolt Glæde
Og du – du blev Bjørnens Bane!
HIS: 390
SIGURD
Det blev jeg. I Buret var mørkt, som under Ravnens Vinger; Hjørdis mente det var Gunnar, som sad hos hende, – heed var hun af Mjøden, – hun drog en Ring af sin Arm og gav mig, – det er den, du nu bærer.
SIGURD
Mit Sværd laa draget mellem os.
(kort Ophold) Før Dagen gryede, bar jeg Hjørdis til Gunnars Skib; vor List mærkede hun ikke, og han seilede bort med hende. Derpaa gik jeg til din Sovestue og fandt dig HU: 51
der blandt dine Kvinder, – nu, hvad siden fulgte, det veed du; jeg foer fra Island med en fager Mø, som jeg havde svoret, og du har siden trofast fulgt mig hvor jeg stævnede hen.
DAGNY
i Bevægelse
SIGURD
HIS: 391
DAGNY
Nei, Sigurd, dertil er den mig for kjær; den er jo en Skjænk fra dig! Men vær du tryg, jeg skal dølge den for Alles Øine, og aldrig skal jeg røbe hvad du her har sagt mig.
Thorolf kommer fra Skibene med Sigurds Mænd.
THOROLF
Alt er rede til Gildefærden!
DAGNY
Kom da, Sigurd, – du ædle, djærve Kjæmpe!
SIGURD
Rolig, Dagny, – rolig! I din Magt staar det nu, om Færden skal endes med Fred eller Mandefald! (raskt til de Øvrige) Afsted Alle til Gildet i Gunnars Gaard! (gaar med Dagny tilhøire; de Andre følge efter)
HIS: 392
Gildestuen hos Gunnar Herse. Udgangsdøren er i Baggrunden; mindre Døre paa Sidevæggene. I Forgrunden tilvenstre det store Høisæde, ligeover for dette, tilhøire, det Mindre. Midt paa Gulvet brænder en Stokild paa en muret Grue. I Baggrunden paa begge Sider af Døren ere Forhøininger for Husets Kvinder. Fra begge Høisæder langs Stuevæggene op mod Baggrunden strække sig to lange Borde med Bænke om. Det er mørkt udenfor, Stokilden oplyser Stuen.
Stokild paa en muret Grue. I Baggrunden paa begge Sider af Døren ere Forhøininger for Husets Kvinder. Fra begge Høisæder langs Stuevæggene op mod Baggrunden strække sig to lange Borde med Bænke om. Det er mørkt udenfor, Stokilden oplyser Stuen.Første Scene
Hjørdis og Dagny komme ind fra Høire.
DAGNY
Nei, Hjørdis, jeg skjønner mig ikke paa dig; nu har du vist mig om i Gaarden; jeg veed ikke den Ting det skorter dig paa og Alt det du eier er skjønt og ypperligt, – hvor kan du saa klage?
HJØRDIS
Hm, sæt en Ørn i Bur og den vil bide i Stængerne enten de saa ere af Jern eller Guld.
DAGNY
I en Ting er du dog rigere end jeg; du har Egil, din lille Gut.
HJØRDIS
Mindes du ikke hvad din Fader sagde? Egil er en Frillesøn; saa var hans Ord.
DAGNY
Et Ord i Vrede, – hvor vil du agte paa det!
HJØRDIS
Jo, jo, Ørnulf havde Ret, Egil er veeg, det kjendes paa ham, at han er ufrels født.
DAGNY
Hjørdis, hvor kan du –!
HJØRDIS
uden at agte paa hende
Saaledes mægter da Skjændselen at suge sig ind i Blodet, ligesom Edderen efter et Ormebid. Der er andet Malm i fribaarne Heltesønner; jeg har hørt om en Dronning, som tog sin Søn
en Dronning, som tog sin Søn HU: 53
og syede ham Kjortelen fast i Kjødet, uden at han blinkede med Øinene derved. (med et ondskabsfuldt Udtryk) Dagny, det vil jeg prøve med Egil!
DAGNY
oprørt
Hjørdis, Hjørdis!
HJØRDIS
leende
Ha, ha, ha! Tænker du det var mit Alvor? (forandrer Tonen) Men du maa nu tro mig eller ikke, saa kommer der stundom over mig en – en fristende Lyst til slige Gjerninger; det maa vel ligge i Ætten, – thi jeg er jo af Jøtunslægt,
af Jøtunslægt, 1.utg: 42
siges der. – Naa, HIS: 395
sæt dig, Dagny; vidt har du faret om i de fem lange Aar, – sig mig, – i Kongsgaardene var du vel mangengang til Gjæst?
HJØRDIS
Og var høit hædret overalt, sad paa de ypperste Sæder ved Bordet?
DAGNY
Det kan du vide. Som Sigurds Hustru –
HJØRDIS
Ja, javist, – en berømmelig Mand er Sigurd, – skjønt Gunnar staar over ham.
DAGNY
Gunnar?
HJØRDIS
Een Daad øvede Gunnar, medens Sigurd ikke turde prøve derpaa; – naa, lad det være; – men sig mig, naar Sigurd foer i Viking og du var med, naar du hørte Sværdene suse i den hvasse Leg, naar Blodet dampede rødt paa Skibsdækket, – kom der saa ikke over dig en utæmmelig Lyst efter at strides blandt Mændene, klædte du dig saa ikke i Hærklæder og tog Vaaben i Haand?
den hvasse Leg, naar Blodet dampede rødt paa Skibsdækket, – kom der saa ikke over dig en utæmmelig Lyst efter at strides blandt Mændene, klædte du dig saa ikke i Hærklæder og tog Vaaben i Haand?
DAGNY
Aldrig! Hvad tænker du paa? Jeg, en Kvinde?
HIS: 396
HJØRDIS
En Kvinde, en Kvinde, – hm, der er Ingen, som veed
1.utg: 43
hvad en Kvinde er istand til! – Nu, een Ting kan du dog sige mig, Dagny; thi det maa du sikkert vide: Naar en Mand favner den Kvinde, han har kjær, – er det sandt, at da brænder hendes Blod, hendes Bryst banker, – svimler hun i sælsom Fryd derved?
HJØRDIS
Nu da, sig mig –!
DAGNY
Det tænker jeg forvist du har fornummet.
HJØRDIS
DAGNY
udbrydende
Hvad! Sigurd –!
DAGNY
fatter sig
Ja ja, jeg mindes, – jeg veed vel –
HIS: 397
HJØRDIS
HJØRDIS
uden at agte paa hende
Nei, i lystig Ledingsfærd skulde jeg gaaet; det havde været bedre for mig, og – kanhænde for os Alle. Det havde været et Liv, fuldt og rigt! Undres du ikke, Dagny, ved at finde mig levende her? Ræddes du ikke ved at være i Enrum med mig i Stuen, nu da det er mørkt? Faar du ikke de Tanker, at jeg maa være død i den lange Tid og at det er en Gjenganger, som her staar hos dig?
Ledingsfærd skulde jeg gaaet; det havde været bedre for mig, og – kanhænde for os Alle. Det havde været et Liv, fuldt og rigt! Undres du ikke, Dagny, ved at finde mig levende her? Ræddes du ikke ved at være i Enrum med mig i Stuen, nu da det er mørkt? Faar du ikke de Tanker, at jeg maa være død i den lange Tid og at det er en Gjenganger, som her staar hos dig?
DAGNY
uhyggeligt tilmode
Kom – lad os gaa – til de Andre!
HJØRDIS
tager hende i Armen
Nei bliv! Skjønner du det, Dagny, at et Menneske kan leve efter at have siddet her i fem Nætter?
DAGNY
Fem Nætter?
HJØRDIS
Her nordpaa er hver Nat en Vinter lang. (raskt med forandret Udtryk) Tro ellers ikke Andet, end at her er vakkert nok! Du skal see Syner her, som du aldrig har seet i Englands Kongsgaarde; vi vil være sammen som Søstre den Tid du gjæster i Staal og Plade! Ha, hvilken Lyst at sidde som Hexekvinde paa Hvalens Ryg, at ride foran Galdrekvad!
HIS: 398
mig; ned til Havet skal HU: 55
vi gaa, naar Uveiret ret begynder igjen; du skal see Bølgerne flyve mod Land som vilde, hvidmankede Heste, – og saa Hvalerne langt derude! De gaa mod hinanden, som Kjæmper i Staal og Plade! Ha, hvilken Lyst at sidde som Hexekvinde paa Hvalens Ryg, at ride foran 1.utg: 45
Snekken, vække Uveir og lokke Mændene i Dybet ved fagre Galdrekvad!
DAGNY
O fy, Hjørdis, hvor kan du tale saa!
HJØRDIS
Kan du kvæde Galder, Dagny?
HJØRDIS
Ja, jeg tænkte det; hvormed lokkede du da Sigurd?
DAGNY
Skjændigt taler du mig til; jeg vil gaa!
HJØRDIS
holder hende tilbage
Fordi jeg skjæmter! Nei, hør kun videre! Tænk dig, Dagny, at sidde om Kvælden her ved Lugen og høre paa Draugen, der græder i Baadhuset; at sidde og vente og lytte paa de døde Mænds Hjemfærd, thi her nordpaa, her maa de forbi. Det er de djærve Mænd, der faldt i Strid, de stærke Kvinder, der ikke fristede Livet tamt som du og jeg; i Storm og Uveir suse de gjennem Luften paa sorte Heste, med ringlende Bjælder! (slaar Armene om hende og trykker hende vildt op til sig) Ha, tænk dig, Dagny, at fare den sidste Færd paa saa god en Ganger!
Draugen, der græder i Baadhuset; at sidde og vente og lytte paa de døde Mænds Hjemfærd, thi her nordpaa, her maa de forbi. Det er de djærve Mænd, der faldt i Strid, de stærke Kvinder, der ikke fristede Livet tamt som du og jeg; i Storm og Uveir suse de gjennem Luften paa sorte Heste, med ringlende Bjælder! (slaar Armene om hende og trykker hende vildt op til sig) Ha, tænk dig, Dagny, at fare den sidste Færd paa saa god en Ganger!
HIS: 399
DAGNY
idet hun river sig løs
Hjørdis, Hjørdis! Slip! Jeg vil ikke høre paa dig!
HJØRDIS
leende
Veeg er du af Sind og let at skræmme!
De Forrige. Gunnar kommer fra Baggrunden med Sigurd og Thorolf.
GUNNAR
THOROLF
Det lovede han.
GUNNAR
Det har jeg; han er jo den Eneste, og fager og vennesæl vil han blive.
HJØRDIS
Men ingen Kjæmpe.
HIS: 400
GUNNAR
Nu, nu, – det skal du ikke sige.
SIGURD
Men at du skikkede ham fra dig –
GUNNAR
HJØRDIS
En Ting veed jeg, som bør frelses først, Livet siden.
THOROLF
Og det er?
HJØRDIS
Hæder og Rygte blandt Mænd.
GUNNAR
Hjørdis!
SIGURD
Ei skal det siges Gunnar paa, at han har forspildt sin Hæder ved denne Gjærning.
HIS: 401
GUNNAR
strængt
HJØRDIS
smilende
Hm, sig mig, Sigurd, – kan dit Skib seile med al Slags Vind?
SIGURD
Ja, naar det styres med Kløgt.
HJØRDIS
Godt, jeg vil ogsaa styre mit Skib med Kløgt, og skal vel komme did, jeg ønsker.
(gaar op i Stuen)
DAGNY
sagte og urolig
Sigurd, lad os fare herfra – endnu ikvæld!
DAGNY
Dengang havde jeg Hjørdis kjær, men nu; – jeg har hørt Ord af hende, som jeg ræddes ved at tænke paa.
HIS: 402
Tredie SceneDe Forrige. Sigurds Mænd samt andre Gjæster. Mænd og Kvinder, Huskarle og Terner fra Baggrunden.
Nu til Drikkebordet! Min fornemste Gjæst, Ørnulf fra Fjordene, kommer siden; det har Thorolf tilsagt mig.
HJØRDIS
til Husfolkene
Lad Øl og Mjød bæres om, saa løses Tungen og Sindet gjøres lystigt.
Gunnar fører Sigurd til Høisædet tilhøire. Dagny sætter sig ved Sigurds høire Side, Hjørdis ligeover for ham paa den anden Side af samme Bord. Thorolf anvises Plads paa samme Maade ved det andet Bord og sidder altsaa lige for Gunnar, der sætter sig i det store Høisæde. De Øvrige tage Plads opad mod Baggrunden. Det bemærkes, at da Hjørdis og Thorolf sidde foran paa hver sin Bænk, saa kunne de med Lethed vende sig om mod hinanden, naar Saadant under det Følgende behøves.
HJØRDIS
efter et Ophold, hvori man drikker sammen og tales sagte ved over Bordet
GUNNAR
Den Skik er ei god i Drikkelag; tidt voldes Ufred derved.
SIGURD
HJØRDIS
SIGURD
HJØRDIS
God var den Daad; men var du fuldt rustet?
HJØRDIS
God var Daaden endda. Nu maa du, min Husbond, nævne hvad der tykkes dig hæderligst af dine Bedrifter.
HIS: 404
GUNNAR
uvillig
GUNNAR
hæftigt
GUNNAR
Hjørdis, ti – jeg byder dig!
HJØRDIS
GUNNAR
i stærkt Oprør
Kvinde, ikke et Ord mere!
DAGNY
sagte
Sigurd, vil du taale –!
HIS: 405
SIGURD
ligesaa
Vær rolig!
HJØRDIS
med hævet Stemme
Sig frem, det kræves medrette!
EN GAMMEL MAND
blandt Gjæsterne
Skal Sandhed siges, saa er Gunnars Daad ypperligere end Alt, hvad Mænd har øvet; Gunnar er den djærveste Helt, og dernæst Sigurd.
SIGURD
HJØRDIS
Der taler Misundelsen af dig, Sigurd Viking!
HIS: 406
SIGURD
smilende
HJØRDIS
Det prøver Ingen, saavidt jeg veed.
Sig ikke det; næsten kunde jeg fristes til at tro, du bød os hid til Drikkegildet for at vække Ufred.
HJØRDIS
Det ligner dig, Sigurd; nu er du vred fordi du ikke maa gjælde for den ypperste Mand i Laget!
SIGURD
Altid har jeg agtet Gunnar høiere end mig selv.
HJØRDIS
Nu ja, – bagefter Gunnar er jo ogsaa en god Plads, og – (med et Sideblik til Thorolf) havde Ørnulf været her, saa kunde han faaet det tredie Sæde.
THOROLF
Da kom Jøkul, din Fader, til at bænkes langt nede; thi han maatte dog bukke under for Ørnulf.
HIS: 407
HJØRDIS
HJØRDIS
med et tirrende Smil
Vilde du hævne det?
THOROLF
Selv skjægløs Karl er for god til at mundhugges med Kvinder.
THOROLF
Ilde var det, at han ikke holdt ligesaa godt Øie med dig, thi saa havde du ikke faret som hærtagen Kvinde fra Landet!
HIS: 408
GUNNAR og SIGURD
Thorolf!
DAGNY
paa samme Tid
Min Broder!
HJØRDIS
sagte og bævende af Forbittrelse
Ha, bi – bi kun!
THOROLF
rækker Gunnar Haanden
Vær ikke vred, Gunnar; – onde Ord faldt mig paa Tungen, men din Hustru æggede mig!
DAGNY
sagte og bedende
Fostersøster, saasandt du nogentid har havt mig kjær, saa væk ingen Strid!
GUNNAR
der har talt sagte med Thorolf
Du er en brav Gut! (rækker ham et Sværd, som hænger ved Høisædet)
Der, Thorolf, der har du en god Gave. Brug den vel, og lad os være Venner.
HJØRDIS
Ikke skulde du give dine Vaaben bort, Gunnar; thi saa vil Folk sige, at du kun skiller dig ved de Ting, du ikke selv har Brug for!
HIS: 409
THOROLF
som imidlertid har undersøgt Sværdet
Tak for Gaven, Gunnar; i uhæderlig Færd skal den aldrig svinges.
HJØRDIS
Skal du holde det Løfte, saa laan aldrig Sværdet til dine Brødre.
GUNNAR
Hjørdis!
HJØRDIS
vedblivende
Men hæng det heller ikke paa din Faders Stuevæg; thi der hænger det hos uhæderlige Mænds Vaaben.
THOROLF
Sandt nok, Hjørdis, – din Faders Øxe og Skjold har hængt der i mange Aar.
HJØRDIS
tvinger sig
HJØRDIS
smilende
Jeg tør ikke nævne det; thi du vilde blive vred derover.
THOROLF
Saa ti, – det seer jeg helst.
(vender sig fra hende)
HIS: 410
HJØRDIS
Alle reise sig; stærk Bevægelse blandt Gjæsterne.
GUNNAR, SIGURD og DAGNY
Hjørdis!
THOROLF
i høieste Forbitrelse
Saa arg en Løgn har du aldrig spurgt om Ørnulf fra Fjordene! Det har du selv digtet; thi giftig, som du, maa den være, der kan finde paa Sligt! Den værste Udaad nogen Mand kan øve, har du her paasagt min Fader! (kaster Sværdet fra sig)
Der, Gunnar, der har du Gaven igjen; ingen Skjænk tager jeg med fra det Hus, hvor min Fader er forhaanet!
GUNNAR
Thorolf, saa hør dog!
THOROLF
HJØRDIS
studsende
Din Fader har –!
GUNNAR
med et Udraab
Hvad siger du!
HIS: 411
SIGURD
hæftigt
Hvor er Ørnulf?
THOROLF
med Haanlatter
Sørpaa, – med mine Brødre!
GUNNAR
Sørpaa!
HJØRDIS
udbrydende
Gunnar! Ørnulf har dræbt Egil, vor Søn!
GUNNAR
Dræbt! – Egil dræbt! Da vee Ørnulf og al hans Æt! Thorolf, sig frem – er det sandt!
SIGURD
Gunnar, Gunnar, – hør mig!
GUNNAR
Sig frem, ifald du agter dit Liv!
HIS: 412
HJØRDIS
vildt
GUNNAR
som ude af sig selv
Et Sværd, – en Øxe! Det er det sidste Bud han bringer! (griber en Øxe fra en af de Omstaaende og iler ud)
SIGURD
vil følge efter
Gunnar, styr dig!
HJØRDIS
holder ham tilbage
Bliv, bliv! Mændene vil skille dem; jeg kjender Gunnar!
Et Udraab høres fra Mængden, der er stimlet sammen ved Udgangen.
SIGURD og DAGNY
Hvad er det?
DAGNY
Min Broder! O, min Broder!
Sigurd vil ile ud; idetsamme skilles Mængden ad, Gunnar træder ind, og kaster Øxen fra sig ved Døren.
De Forrige undtagen Thorolf.
GUNNAR
Nu er det gjort. Egil er hævnet!
GUNNAR
Kanhænde, kanhænde; men Egil, Egil, min fagre Gut!
HJØRDIS
Blodnatten er altid den værste, – naar den er over, saa gaar det nok. Ved skjændig List har Ørnulf fremmet sin Hævn; i aaben Strid vilde han ikke gaa mod os, lod som han var forligeligt sindet, og falder saa over vort værgeløse Barn! Ha, jeg HIS: 414
saa mere grant end I, jeg tænkte nok at 1.utg: 59
Ørnulf var ond og underfundig; vel havde jeg Aarsag til at ægge dig mod ham og al hans falske Æt!
GUNNAR
ophidset
Det havde du! Ringe er min Hævn at regne mod Ørnulfs Udaad. Han mistede Thorolf, men har dog sex Sønner igjen, og jeg ingen – ingen!
EN HUSKARL
ilsomt fra Baggrunden
Ørnulf fra Fjordene kommer!
GUNNAR
Ørnulf!
HJØRDIS og FLERE MÆND
Til Vaaben! Til Vaaben!
DAGNY
paa samme Tid
Min Fader!
SIGURD
som greben af en Anelse
Ørnulf –! Ha, Gunnar, Gunnar!
GUNNAR
drager Sværdet
Op alle Mænd! Hævn over Egils Bane!
HIS: 415
Femte SceneDe Forrige. Ørnulf kommer ind med Egil paa Armen.
GUNNAR
med et Skrig
Egil!
ØRNULF
Her har I liden Egil igjen!
GUNNAR
lader Sværdet falde
Vee mig; hvad har jeg gjort!
DAGNY
O, Thorolf, min Broder!
SIGURD
Jeg tænkte det nok!
ØRNULF
sætter Egil ned
Der, Gunnar, har du din vakkre Gut!
EGIL
Fader! Gamle Ørnulf vilde ikke gjøre mig Ondt, som du sagde da jeg reiste!
HIS: 416
ØRNULF
til Hjørdis
Nu har jeg givet Bod for din Fader; nu tænker jeg nok vi kan forliges.
GUNNAR
ligesom opvaagnende
Er det en hæslig Drøm der forvilder mig! Du – du bringer Egil hjem!
ØRNULF
Som du seer; men det maa du vide, at han har været Døden nær.
ØRNULF
Og glædes ikke mere over at han kommer?
GUNNAR
Var han kommen tidligere, saa skulde jeg glædet mig mere derover. Men siig mig Alt, – hvad der er hændt!
ØRNULF
Det er snart sagt. Kaare Bonde lagde onde Raad op mod eder; med andre Ugjerningsmænd foer han sørpaa efter Egil.
GUNNAR
Kaare! (sagte) Ha, nu skjønner jeg Thorolfs Ord!
HIS: 417
ØRNULF
SIGURD
sagte
En usalig Daad er her øvet!
ØRNULF
GUNNAR
i stærk Spænding
Men du – du Ørnulf –?
ØRNULF
mørk
Sex Sønner fulgte mig i Striden.
GUNNAR
aandeløs
Men hjemad?
ØRNULF
Ingen.
GUNNAR
forfærdet
Ingen! (sagte) Og Thorolf, Thorolf!
HIS: 418
Dyb Bevægelse blandt Mængden. Hjørdis synes at kjæmpe en stærk indre Kamp, Dagny græder stille ved Høisædet tilhøire. Sigurd staar smærteligt bevæget hos hende.Tungt er det at staa som en frodig Gran, og saa at kvistes af i et eneste Uveir. Dog, Mand skal leve efter Mand; – ræk mig et Horn, jeg vil drikke mine Sønners Minde. (en af Sigurds Mænd bringer et Horn)
Hil eder der I nu ride, mine djærve Sønner! Kobberportene skal ikke slaa i paa eders Hæle, thi I komme til Hallen med mange Mænds Følge! (drikker og giver Hornet fra sig) Og nu hjem til Island; Ørnulfs Heltefærd er forbi; det gamle Træ har kun en grøn Gren igjen, og den maa fredes om. Hvor er Thorolf?
kvistes af i et eneste Uveir. Dog, Mand skal leve efter Mand; – ræk mig et Horn, jeg vil drikke mine Sønners Minde. (en af Sigurds Mænd bringer et Horn)
Hil eder der I nu ride, mine djærve Sønner! Kobberportene skal ikke slaa i paa eders Hæle, thi I komme til Hallen med mange Mænds Følge! (drikker og giver Hornet fra sig) Og nu hjem til Island; Ørnulfs Heltefærd er forbi; det gamle Træ har kun en grøn Gren igjen, og den maa fredes om. Hvor er Thorolf?
EGIL
til sin Fader
Ja viis mig Thorolf! Ørnulf har sagt, han skal skjære et Skib til mig med mange, mange Hærmænd i Stavnen.
GUNNAR
Ørnulf, Ørnulf!
ØRNULF
med stigende Uro
HIS: 419
DAGNY
Sigurd, Sigurd, – det bliver ham det Tungeste!
ØRNULF
hæftigt
Min Søn! Hvor er han!
GUNNAR
Thorolf er dræbt!
ØRNULF
Dræbt! Thorolf? Thorolf? Ha, du lyver!
GUNNAR
Jeg gav mit varmeste Hjerteblod for at vide ham ilive!
Selv er Thorolf Skyld i det som hendte; med mørke Taler gav han tilkjende, at du var falden over Egil og havde dræbt ham, – halvt i Ufred skiltes vi sidst fra hverandre, du har før voldt kaadmundet Svend sad Thorolf ved Gildet, han æggedes ved Skjemt og gav mange onde Ord fra sig, først da var det at Gunnar harmedes, først da bar han Vaaben paa din Søn; vel skulde jeg mene, han havde skjellig Aarsag til den Gjerning.
mørke Taler gav han tilkjende, at du var falden over Egil og havde dræbt ham, – halvt i Ufred skiltes vi sidst fra hverandre, du har før voldt HU: 66
Mandefald i min Æt, – og, foruden det, – som en kaadmundet Svend sad Thorolf ved Gildet, han æggedes ved Skjemt og gav mange onde Ord fra sig, først da var det at Gunnar harmedes, først da bar han Vaaben paa din Søn; vel skulde jeg mene, han havde skjellig Aarsag til den Gjerning.
ØRNULF
rolig
Det kjendes paa dig at du er en Kvinde; thi du bruger mange Ord. Hvortil det? Er Thorolf dræbt, saa er hans Saga ude.
HIS: 420
EGIL
Naar Thorolf er dræbt, saa faar jeg ingen Hærmænd.
ØRNULF
Nei, Egil, – nu har vi mistet vore Hærmænd, baade du og jeg. (til Hjørdis) Din Fader kvad:
Volde Vee paa alle Veie».
MANDEN
Tvers over Panden.
ØRNULF
tilfreds
MANDEN
Halvveis mod Siden og halvveis mod Gunnar.
ØRNULF
Det spaar kun halv Hævn; ja, ja, – vi skal see!
GUNNAR
nærmer sig
Ørnulf, vel veed jeg, at ikke alt mit Gods kan veie Tabet op; men kræv af mig hvad du vil –
ØRNULF
strængt, afbrydende
Giv mig Thorolfs Lig, og lad mig gaa! Hvor ligger han?
HIS: 421
Gunnar peger taus mod Baggrunden.
ØRNULF
gjør et Par Skridt, men vender sig og siger tordnende til Sigurd, Dagny og Flere, der deeltagende vil følge ham
Han gaar langsomt ud.
Sjette Scene
De Forrige undtagen Ørnulf.
HJØRDIS
med tvungen Latter
Ja, lad ham gaa, som han vil; mandstærke trænge vi ikke til at være, om han kommer med Ufred igjen! Nu, Dagny, – nu tænker jeg det er sidste Gang din Fader stævner fra Island i sligt Ærinde!
DAGNY
ligesaa
Forhaane ham kan du! Forhaane ham – efter det, som her er øvet!
HJØRDIS
Er Gjerningen gjort, saa skal den ogsaa prises! Had og Hævn svor jeg Ørnulf imorges; – Jøkuls Drab kunde jeg glemme, alt Andet, – kun ikke at han skjændede mine Kaar. Frilleviv kaldte han mig; er det saa, da har jeg ingen Skam deraf; thi navnkundig end Sigurd, din egen Husbond!
HIS: 422
Gunnar er nu mægtigere end din Fader, han er ypperligere og mere navnkundig end Sigurd, din egen Husbond!
DAGNY
i stærkt Oprør
Der feiler du, Hjørdis, – og ret nu skal Alle vide, at du lever under ræd Mands Tag!
SIGURD
hæftigt
Dagny, hvad vil du!
GUNNAR
Ræd!
HJØRDIS
med Haanlatter
Vidløst taler du der!
DAGNY
Fordølges skal det ikke mere; jeg taug indtil du haanede min Fader og mine faldne Brødre, jeg taug mens Ørnulf var inde; thi han skulde ikke høre at Thorolf faldt for en Nidings Haand; men nu, – pris aldrig Gunnar for hin Daad paa Island, thi Gunnar er ræd! Sværdet, som laa draget 1.utg: 67
mellem dig og Ransmanden, det hænger ved min Husbonds Side, – og Ringen, som du drog af din Arm, den gav du til Sigurd, (drager den af og holder den høit iveiret) her er den!
HJØRDIS
vildt
Sigurd!
MÆNGDEN
Sigurd! Sigurd øvede Daaden!
GUNNAR
med ædel Ro
Sandt er Alt; kun ikke at jeg er ræd; – jeg er hverken ræd eller Niding.
SIGURD
bevæget
Det er du ikke, Gunnar! Det har du aldrig været! (til de Øvrige) Afsted, mine Mænd! Afsted, herfra!
DAGNY
ved Udgangen, til Hjørdis
Hvem er nu den ypperste Mand i Laget, min Husbond eller din!
Hun gaar ud med Sigurd og hans Følge.
HJØRDIS
for sig selv
Stuen hos Gunnar Herse. Det er Dag.
Første Scene
Hjørdis sidder paa Bænken lige for det mindre Høisæde beskjæftiget med at flætte en Buesnor; paa Bordet ligger en Bue og nogle Pile; kort efter kommer Gunnar fra Baggrunden.
HJØRDIS
idet hun strækker Snoren
Den er seig og stærk; (med et Blik paa Pilene) Kolven baade skarp og tung – (lader Hænderne synke ned i Skjødet) men hvor findes den Haand som –! (hæftigt) Forhaanet, forhaanet af ham, – af Sigurd! Jeg maa hade ham mere end Andre, det mærker jeg godt; men mange Dage skal ikke gaa med, før jeg har – (grublende) Ja, men Armen, Armen, som skal øve den Daad –?
Gunnar kommer taus og tankefuld.
HJØRDIS
efter et kort Ophold
Hvor gaar det dig, min Husbond?
GUNNAR
Pause; Gunnar gaar frem og tilbage, bliver opmærksom og nærmer sig hende.
GUNNAR
Hvad gjør du der?
HJØRDIS
uden at see op
Binder en Buesnor; det ser du nok.
HJØRDIS
smilende
GUNNAR
Hjørdis, Hjørdis!
HJØRDIS
seer op
Hvad er det?
GUNNAR
Hvor var du inat?
HIS: 427
GUNNAR
HJØRDIS
Det veed du?
Jeg kunde ikke sove; det voldte mig urolige Drømme dette – dette, som hændte med Thorolf; det bares mig for, som han kom – naa ja, jeg vaagnede; da hørtes det som en fager, forunderlig Sang over Huset; jeg stod op, glyttede paa Døren, – herinde, her sad du ved Stokilden, – den brændte blaa og rød, – du skjæftede Pile og kvad Galder over dem.
det bares mig for, som han kom – naa ja, jeg vaagnede; da hørtes det som en fager, forunderlig Sang over Huset; jeg stod op, glyttede paa Døren, – herinde, her sad du ved Stokilden, – den brændte blaa og rød, – du skjæftede Pile og kvad Galder over dem.
HJØRDIS
Den Gjerning var nyttig; thi haardt er Brystet, som skal rammes idag.
GUNNAR
Jeg skjønner dig nok; du vil have Sigurd fældet.
HJØRDIS
Hm, kan hænde.
HJØRDIS
smilende
Mener du det?
GUNNAR
Det veed jeg!
HIS: 428
HJØRDIS
rækker ham Snoren
Sig mig, Gunnar, – kan du løse den Knude der?
GUNNAR
forsøger det
Nei, den er flættet for fast og kunstigt.
HJØRDIS
Et veed jeg dog vist: at Sigurd vil volde usalige Kaar for os Begge.
Pause; Gunnar staar fordybet i sig selv.
HJØRDIS
der i Stilhed har holdt Øie med ham
Hvad tænker du paa?
GUNNAR
Paa en Drøm, jeg nylig havde. Det kom mig for, at jeg havde øvet det Værk, du nu kræver; Sigurd laa slagen paa Marken, du stod hos og var saare bleg.
Sigurd laa slagen paa Marken, du stod hos og var saare bleg. HU: 71
Da sagde jeg: «Er du nu glad, da det er gjort, som du vilde?» Men du lo og svarede: «Gladere skulde jeg være, ifald du, Gunnar, laa der i Sigurds Sted.»
HIS: 429
GUNNAR
Hm! – Sig mig, Hjørdis, hvad tykkes dig om Stuen her?
GUNNAR
Ja ja, det har jeg tænkt; vi ere Een formange.
HJØRDIS
Kanhænde To.
GUNNAR
der ikke hørte hendes Ytring
Men det skal bødes paa.
HJØRDIS
seer spørgende paa ham
Bødes paa? Du er da tilsinds at –?
GUNNAR
HJØRDIS
tankefuld
Du farer fra Landet? Ja, ja, det tør vel være bedst for os Begge.
GUNNAR
Alt fra den Dag vi stævnede fra Island, saa jeg nok at det ikke vilde gaa godt med os. Dit Sind er stolt og stærkt; der ere de Tider, da jeg fast ræddes for dig; men, sælsomt, – derved er det mest at jeg har dig saa kjær; der staar en koglende Skræk af dig, – det bæres mig for, at du tykkes mig vel gjort, alt det du krævede. (med stille Hovedrysten) Ugrundeligt er Nornens Raad; Sigurd skulde blevet din Husbond.
fast ræddes for dig; men, sælsomt, – derved er det mest at jeg har dig saa kjær; der staar en koglende Skræk af dig, – det bæres mig for, at du 1.utg: 73
kunde lokke mig til HIS: 430
Udaad, og at det vilde tykkes mig vel gjort, alt det du krævede. (med stille Hovedrysten) Ugrundeligt er Nornens Raad; Sigurd skulde blevet din Husbond.
HJØRDIS
udbrydende
Sigurd!
GUNNAR
HJØRDIS
i stærk men undertrykt Bevægelse
Og det – det mener du Sigurd kunde gjort?
HJØRDIS
hæftigt
GUNNAR
Aldrig!
HJØRDIS
Ved List og Svig blev jeg din Hustru, – det skal være glemt! Fem glædeløse Aar har jeg siddet her, – glemt skal Alt være fra den Dag, da Sigurd ikke lever mere!
HIS: 431
GUNNAR
Saa maa jeg finde mig en anden Hævner; længe skal ikke Sigurd tale Forhaanelsens Ord over mig og dig! (knytter Hænderne i krampagtig Forbittrelse) Hos hende – den eenfoldige Kvinde – hos hende sidder han kanhænde nu i Enrum, leflende, og leer over os; mæler om al den Tort, som overgik mig, da han ranede mig i dit Sted, fortæller at han listeligt lo der han stod i det mørke Bur, og jeg ikke kjendte ham!
leflende, og leer over os; mæler om al den Tort, som overgik mig, da han ranede mig i dit Sted, fortæller at han listeligt lo der han stod i det mørke Bur, og jeg ikke kjendte ham!
GUNNAR
Det gjør han ikke, det gjør han ikke!
HJØRDIS
stærkt
Sigurd og Dagny maa dø! Jeg kan ikke trække Veiret før de To ere borte! (træder tæt hen til ham med funklende Øine og siger vildt, men hviskende) Kunde du hjælpe mig med det, Gunnar, – da skulde jeg leve med Elskov hos dig, da skulde jeg kryste dig i mine Arme saa varmt og saa vildt, som du aldrig har drømt det!
GUNNAR
vaklende
Hjørdis! Vilde du –!
HJØRDIS
Haand paa Værket, Gunnar, – saa skal de tunge Dage være forbi; ikke skal jeg da længere gaa af Stuen naar du kommer, ikke tale umilde Ord og døve dit Smil, naar du er glad; jeg HIS: 432
skal klæde mig i Pel og i kostelige Silkeklæder; farer du i Leding, jeg følger dig, – rider du i fredsom Færd, jeg rider dig næst; ved Gildet skal jeg sidde hos dig, fylde dit Horn, drikke dig til og kvæde fagre Kvad, der kan fryde dit Hjerte!
HJØRDIS
Mere end det, tifold mere, tro du mig! Kun Hævn! Hævn over Sigurd og Dagny, og saa skal jeg – (standser da hun seer Døren aabnes) Dagny, – kommer du hid!
Anden Scene
De Forrige. Dagny fra Baggrunden.
GUNNAR
Ruste sig? Mod hvem?
DAGNY
GUNNAR
bevæget
Det har Sigurd gjort for mig!
DAGNY
Sigurd er dig forvist en fuldtro Ven.
HIS: 433
GUNNAR
Og vi, Hjørdis, – vi som tænkte paa – ja, det er som jeg siger, Troldom ligger over al din Tale; hver en Daad tykkes mig fager, naar du nævner den.
GUNNAR
DAGNY
sænker Hovedet
Spørg ikke om det. Igaar bar han Thorolfs Lig til Skibene; nu kaster han en Haug ved Stranden, – der skal hans Sønner lægges.
Gunnar tier og gaar ud i Baggrunden.
Tredie Scene
Hjørdis og Dagny.
DAGNY
Før Kveldstid er der ingen Fare.
(nærmer sig) Hjørdis, jeg har et Ærinde til paa Gaarden; det er til dig jeg kommer.
HJØRDIS
Til mig? Efter det som gik for sig igaar?
HIS: 434
DAGNY
HJØRDIS
Usalig – du; – Sigurds Hustru?
DAGNY
Men før – i de fem lange Aar – i al den Tid var Lykken med dig?
DAGNY
Kan du tvivle om det!
HJØRDIS
Hm, igaar tvivlede jeg ikke, men –
DAGNY
Hvad mener du?
HJØRDIS
Aa, ikke stort; lad os tale om andre Ting.
DAGNY
Nei vist ikke. Hjørdis, sig mig –!
HIS: 435
HJØRDIS
DAGNY
Sigurd og Gunnar.
HJØRDIS
De hilste os med høviske Lader, satte sig hos paa Bænken, og megen skjæmtsom Tale blev da ført mellem os. Nogle vare der, som vilde vide hvi de to Hærmænd kom til Landet, hente sig Hustruer der paa Øen. Da sagde Sigurd: «Tungt vil det falde mig at finde den Kvinde, jeg kan fæste min Hu til.» Ørnulf lo, og mente det skortede ikke Island paa høiættede Kvinder og heller ikke paa dem, der vare rige; men Sigurd svarede: « Hugprud Hustru har Helten behov. Den jeg vil vælge, maa ikke finde sig i at sidde i ringe Kaar, ingen Hæder maa tykkes hende saa høi, at hun jo higer efter den, i Viking maa hun villig følge mig, Hærklæder maa hun bære, hun maa ægge mig til Strid og ikke blinke med Øinene, der Sværdene lyne; thi er hun ræd af Sind, da times mig liden Hæder.» Ei sandt, saa talte Sigurd?
høviske Lader, satte sig hos paa Bænken, og megen skjæmtsom Tale blev da ført mellem os. Nogle vare der, som vilde vide hvi de to Hærmænd kom til Landet, 1.utg: 78
og om det ikke var for at hente sig Hustruer der paa Øen. Da sagde Sigurd: «Tungt vil det falde mig at finde den Kvinde, jeg kan fæste min Hu til.» Ørnulf lo, og mente det skortede ikke Island paa høiættede Kvinder og heller ikke paa dem, der vare rige; men Sigurd svarede: « Hugprud Hustru har Helten behov. Den jeg vil vælge, maa ikke finde sig i at sidde i ringe Kaar, ingen Hæder maa tykkes hende saa høi, at hun jo higer efter den, i Viking maa hun villig følge mig, Hærklæder maa hun bære, hun maa ægge mig til Strid og ikke blinke med Øinene, der Sværdene lyne; thi er hun ræd af Sind, da times mig liden Hæder.» Ei sandt, saa talte Sigurd?
DAGNY
usikker
Det gjorde han – men –
Slig skulde hun være, den Kvinde, som kunde gjøre ham Livet fagert, og saa – (med et foragteligt Smil) saa kaarede han dig!
HIS: 436
DAGNY
smerteligt studsende
HJØRDIS
DAGNY
Nei, Hjørdis, men –
HJØRDIS
DAGNY
dybt bevæget
Nei, Nei!
HJØRDIS
Har du da været ræd af Sind, saa at Sigurd voldtes Skam derved?
DAGNY
overvældet
Hjørdis, Hjørdis!
HJØRDIS
haanligt smilende
Men gode vare dine Kaar i al den Tid; – mener du at Sigurd kan sige det Samme!
DAGNY
Lad mig være. Vee mig, du har gjort mig for klog paa mig selv!
HIS: 437
HJØRDIS
Et skjæmtsomt Ord, saa græder du strax! Tænk nu ikke mere paa det. See her, hvad jeg har gjort idag; (tager nogle Pile fra Bordet) – hvor spidse og skarpe, du! Ei sandt, jeg forstaar mig godt paa at hvæsse Pile?
DAGNY
HJØRDIS
Naa, naa, trøst dig, Dagny; det er jo heller ikke sandt. Ja, var Sigurd endnu tilsinds som i fordums Dage, da kunde det saa være; dengang stod al hans Hu og Higen til at blive den ypperste Mand i Landet, – nu nøies han med ringere Lykke.
Nei Hjørdis, Sigurd er storsindet nu som før; jeg seer det vel, jeg er ikke den rette Hustru for ham; han har dulgt det for mig, men saaledes skal det ikke blive ved.
HJØRDIS
Hvad vil du?
HIS: 438
HJØRDIS
Du tænker da paa –?
DAGNY
Stille, der kommer Folk!
Fjerde Scene
De Forrige. En Huskarl fra Baggrunden.
KARLEN
Sigurd Viking kommer til Gaarden!
HJØRDIS
Godt, godt, det veed jeg; gaa da! (Karlen gaar; til Dagny der ligeledes vil gaa) Hvor vil du hen?
DAGNY
HIS: 439
HJØRDIS
seer en Stund taus efter hende
Femte Scene
Hjørdis. Sigurd fra Baggrunden.
HJØRDIS
Det er Gunnar du søger, kan jeg tænke; sæt dig ned, ret nu kommer han.
(vil gaa)
SIGURD
Nei bliv; det er dig jeg søger mere end ham.
SIGURD
Og vel var det jeg traf dig alene.
HJØRDIS
SIGURD
Aa ja, jeg kjender saa godt de Tanker du har om mig.
HIS: 440
HJØRDIS
bittert
Jeg gjør dig Uret kan hænde! Nei, nei, Sigurd, forgiftig har du været for alle mine Levedage. Kom ihu, det var dig, som øvede hin skjændige List, det var dig, som sad hos mig i Buret, gjøglede Elskov mens du listeligt lo derved, slængte mig bort til Gunnar, thi for ham var jeg god nok endda, – og foer saa fra Landet med den Kvinde, du havde kjær!
forgiftig har du været for alle mine Levedage. Kom ihu, det var dig, som øvede hin skjændige List, det var dig, som sad hos mig i Buret, gjøglede Elskov mens du listeligt lo derved, slængte mig bort til Gunnar, thi for ham var jeg god nok endda, – og foer saa fra Landet med den Kvinde, du havde kjær!
SIGURD
Mangt Værk mægter Mænds Villie at fremme, men de store Gjerninger styres af Skjæbnen, – saa er det gaaet med os To.
HJØRDIS
SIGURD
Hvad mener du?
Jeg vil vove en Styrkeprøve med dem – med dem, som ere over mig. Men lad os ikke tale mere om det; jeg har meget at gjøre idag.
Hun sætter sig ved Bordet.
SIGURD
efter et kort Ophold
Du virker gode Vaaben for Gunnar.
HJØRDIS
med et stille Smil
Ikke for Gunnar, men mod dig.
HIS: 441
SIGURD
Det maa vel komme ud paa Et.
HJØRDIS
Aa ja, det maa vel saa; thi er jeg Nornen voxen, da skal du og Gunnar sent eller tidligt – (holder inde, læner sig bagover mod Bordet, seer smilende paa ham og siger med forandret Udtryk i Stemmen) Hm, veed du hvad mig stundom tykkes? Tidt finder jeg min Fryd ved at male mig lystelige Billeder i Sindet; jeg sidder da og lukker Øinene og tænker: Nu kommer Sigurd hin Stærke til Landet, brænde os inde, mig og min Husbond. Alle Gunnars Mænd ere faldne, kun han og jeg ere igjen; – de tænde Taget udenfra; – «Et Bueskud,» siger Gunnar «et eneste kan frelse os;» – da brister Snoren – «Hjørdis, skjær en Flætning af dit Haar og gjør en Buesnor deraf, – det gjælder Livet!» Men jeg leer – «Lad brænde, lad brænde – Livet er mig ikke en Haandfuld Haar værd!»
lystelige Billeder i Sindet; jeg sidder da og lukker Øinene og tænker: Nu kommer Sigurd hin Stærke til Landet, HU: 78
– han vil brænde os inde, mig og min Husbond. Alle Gunnars Mænd ere faldne, kun han og jeg ere igjen; – de tænde Taget udenfra; – «Et Bueskud,» siger Gunnar «et eneste kan frelse os;» – da brister Snoren – «Hjørdis, skjær en Flætning af dit Haar og gjør en Buesnor deraf, – det gjælder Livet!» Men jeg leer – «Lad brænde, lad brænde – Livet er mig ikke en Haandfuld Haar værd!»
SIGURD
Der er en sælsom Magt i al din Tale.
(nærmer sig)
SIGURD
HIS: 442
HJØRDIS
Hvad vil du?
SIGURD
Fortælle dig en Saga.
HJØRDIS
Er den tung?
SIGURD
Tung, som Livet selv.
HJØRDIS
bittert
Veed du at Livet kan være tungt?
SIGURD
Døm om det naar min Saga er ude.
HJØRDIS
Saa fortæl; jeg arbeider imens.
Han sætter sig paa en liden Krak ved hendes høire Side.
SIGURD
HJØRDIS
Og de to unge Hærmænd hed Sigurd og Gunnar?
HIS: 443
SIGURD
Aa ja, vi kan kalde dem saa. Langt om længe kom de til Island; der boede en gammel Landnamsmand, som var faret fra Norge i Kong Haralds Tider. Han havde to fagre Kvinder i sit Hus, men den ene, hans Fosterdatter, var dog den ypperligste; thi hun var forstandig og stærk af Sind, og Hærmændene talte
HU: 79
om hende mellem sig, og Ingen af dem havde seet fagrere Kvinde, saa tyktes dem Begge.
HJØRDIS
spændt
Begge? Vil du spotte mig!
SIGURD
HJØRDIS
aandeløs
Bliv ved, det beder jeg –!
SIGURD
Dog, desmere maatte Sigurd tænke paa hende, men det var der Ingen som vidste om. Da hændte det sig en Kvæld at der var Drikkelag, og svor da hin stolte Kvinde at ingen Mand skulde eie hende, uden den, der øvede et Storværk, som hun nævnte. Høit slog da Sigurds Bryst af Fryd, thi han
1.utg: 86
kjendte Kraft i sig til at øve Daaden; men Gunnar tog ham i Enrum, nævnte om sin Elskov, – Sigurd taug med sin og gik saa til –
HIS: 444
HJØRDIS
udbrydende
Sigurd, Sigurd! (betvinger sig) Og den Saga – er den sand?
SIGURD
HJØRDIS
Og fik hende kjær?
SIGURD
HJØRDIS
Og alt det siger du mig nu! Men nei, – det kan ei være Sandhed!
HJØRDIS
folder uvilkaarligt Hænderne og seer paa ham i stille Forbauselse
Elsket – elsket mig – du! (hæftigt, idet hun træder tæt hen til ham) Jeg troer dig ikke! (seer stivt paa ham og udbryder i vild Smerte) Jo, det er sandt og – usaligt for os Begge! (slaar Hænderne for Ansigtet og fjerner sig)
SIGURD
forfærdet
Hjørdis!
HJØRDIS
stille, kjæmpende mellem Graad og Latter
Bryd dig ikke om mig! Det var kun
det jeg mente, at – (lægger Haanden paa hans Arm) Sigurd, du har ikke sagt din Saga tilende; hin stolte Kvinde, som du nævnte, – hun har elsket dig igjen!
SIGURD
farer tilbage
Du!
HJØRDIS
med Fatning
Ja Sigurd, jeg har elsket dig, det skjønner jeg nu. Du siger jeg var taus og umild mod dig; hvad kan da en Kvinde bedre gjøre? Kunde jeg byde min Elskov frem, da var jeg dig lidet værdig. Du tyktes mig stedse at være den ypperligste af alle Mænd, og saa at vide dig som en andens Husbond, – det voldte mig hin bitre Vee, som jeg ikke selv forstod!
stedse at være den ypperligste af alle Mænd, og saa at vide dig som en andens Husbond, – det voldte mig hin bitre Vee, som jeg ikke selv forstod!
HJØRDIS
Selv er du Skyld deri; stærkt og kjækt sømmer det sig Manden at handle. Da jeg satte hint svære Vilkaar for den der skulde vinde mig, da tænkte jeg forvist paa dig, – og dog kunde du –!
SIGURD
HJØRDIS
rask
Nu vel, Sigurd, – et usaligt Spil har skilt os ad i lange Aar; nu er Knuden løst; de Tider, som komme, skal give os Vederlag.
HJØRDIS
Det maa vi ikke. Jeg elsker dig, det tør jeg nu sige uden at blues; thi min Elskov er ikke leflende, som de vege Kvinders; var jeg en Mand, – ved alle vældige Magter, jeg kunde endda elske dig saaledes, som jeg nu gjør det! Op da, Sigurd! Lykken er vel en Stordaad værd, vi ere Begge fri naar vi selv vil det, og saa er Legen vunden.
leflende, som de vege Kvinders; var jeg en Mand, – ved alle vældige Magter, jeg kunde endda elske dig saaledes, som jeg nu gjør det! Op da, Sigurd! Lykken er vel en Stordaad værd, vi ere Begge fri naar vi selv vil det, og saa er Legen vunden.
SIGURD
Fri? Hvad mener du?
SIGURD
Hjørdis, Hjørdis!
HJØRDIS
Lad Gunnar blive her, lad Dagny fare til Island med sin Fader; jeg følger dig i Staal og Plade hvor du stevner hen. (Bevægelse hos Sigurd) Det er ikke som din Hustru jeg vil følge dig; thi jeg har hørt en Anden til, og den Kvinde lever, som før har hvilet dig nær. Nei Sigurd, ikke som din Hustru, men som hine stærke Kvinder, som Hildes Søstre vil jeg følge dig, ildne dig til Strid og til mandig Færd saa at dit Navn kan gaa vidt over Landene, i Sverdlegen vil jeg staa dig næst, færdes blandt dine Kjæmper i Uveir og
Vikingstævne, og naar dit Drapa kvædes, da skal det bære Bud om Sigurd og Hjørdis tilhobe!
i Staal og Plade hvor du stevner hen. (Bevægelse hos Sigurd) Det er ikke som din Hustru jeg vil følge dig; thi jeg har hørt en Anden til, og den Kvinde lever, som før har hvilet dig nær. Nei Sigurd, ikke som din Hustru, men som hine stærke Kvinder, som Hildes Søstre vil jeg følge dig, ildne dig til Strid og til mandig Færd saa at dit Navn kan gaa vidt over Landene, i Sverdlegen vil jeg staa dig næst, færdes blandt dine Kjæmper i Uveir og
Vikingstævne, og naar dit Drapa kvædes, da skal det bære Bud om Sigurd og Hjørdis tilhobe!
SIGURD
Saa var engang min fagreste Drøm, nu er det for sent; Gunnar og Dagny staa mellem os, og der har de Begge Ret til at staa. Jeg ødte min unge Elskov for Gunnars Skyld, – skal jeg bære Kviden derved, saa maa ikke min Gjerning være forfængt. Og nu Dagny – troskyldig og fuld af Lid foer hun fra Hjem og Frænder; ingen Tid maa hun tænke at jeg længtes mod Hjørdis, saa tidt hun tog mig i Favn.
Kviden derved, saa maa ikke min Gjerning være forfængt. Og nu Dagny – troskyldig og fuld af Lid foer hun fra Hjem og Frænder; ingen Tid maa hun tænke at jeg længtes mod Hjørdis, saa tidt hun tog mig i Favn.Og for slig Sags Skyld vil du lægge en Tyngsel paa derhos alle Sindets ypperlige Gaver? Og mener du det nu længer kan være sømmelig Lod for mig at sidde paa Gunnars Gaard? Nei, Sigurd, tro du mig, her er Mangt at tage Haand i for en Mand som du. Erik styrer Norges Rige, reis dig mod ham, mange gode Kjæmper vil stille sig hen som dine haandgangne Mænd, med utvingelig Magt vil vi gaa frem, stride og virke, og aldrig hvile før du sidder paa Haarfagers Kongestol!
1.utg: 90
dit Liv! Hvad fik du da Kraft og Styrke til, og derhos alle Sindets ypperlige Gaver? Og mener du det nu længer kan være sømmelig Lod for mig at sidde paa Gunnars Gaard? Nei, Sigurd, tro du mig, her er Mangt at tage Haand i for en Mand som du. Erik styrer Norges Rige, reis dig mod ham, mange gode Kjæmper vil stille sig hen som dine haandgangne Mænd, med utvingelig Magt vil vi gaa frem, stride og virke, og aldrig hvile før du sidder paa Haarfagers Kongestol!
SIGURD
Hjørdis, Hjørdis, saa har jeg drømt i min vilde Ungdom; lad det være glemt, – frist mig ikke!
HJØRDIS
med Høihed
Det er Nornens Raad at vi to skal holde sammen, det kan ei ændres; grant seer jeg nu mit Hverv i Livet: at gjøre dig berømmelig over alle Lande. Du har staaet for mig hver Dag, hver Time jeg levede her; jeg vilde rive dig ud af mit Sind, men mægtede det ikke; nu gjøres det ei nødigt, nu da jeg veed du elsker mig.
Nornens Raad at vi to skal holde sammen, det kan ei ændres; grant seer jeg nu mit Hverv i Livet: at gjøre dig berømmelig over alle Lande. Du har staaet for mig hver Dag, hver Time jeg levede her; jeg vilde rive dig ud af mit Sind, men mægtede det ikke; nu gjøres det ei nødigt, nu da jeg veed du elsker mig.
SIGURD
med tvungen Kulde
Hvis saa er – da viid, – jeg har elsket dig; nu er det forbi – jeg har glemt de Dage.
HIS: 449
HJØRDIS
Sigurd, der lyver du! Saameget er jeg værd, at har du engang elsket mig, da kan du aldrig glemme det.
SIGURD
hæftigt
Det maa jeg, det vil jeg nu!
Lad saa være, men du kan det ikke! Hindre mig vil du, det lykkes ei; endnu før Kvæld skal Gunnar og Dagny vide Alt.
HJØRDIS
Det gjør jeg!
HJØRDIS
Onde Dage føde onde Tanker; for stor er den Lid, du har sat til mig. Jeg vil, jeg maa følge dig – ud i Livet og i Striden; det er mig for lavt under Loftet i Gunnar Herses Stue!
Men Hæder mellem Mænd har du dog skattet høit; der er skjellig Grund til Strid mellem mig og Gunnar. Ifald nu han faldt for min Haand – vilde du endda røbe Alt og følge mig?
HIS: 450
HJØRDIS
studsende
SIGURD
Svar mig først; hvad vilde du gjøre, ifald jeg blev din Husbonds Banemand?
Da maatte jeg tie og aldrig hvile før jeg havde faaet dig fældet.
SIGURD
med et Smil
Godt, Hjørdis, – det vidste jeg vel.
HJØRDIS
hastigt
Men saa kan ei skee!
SIGURD
Det maa skee; selv har du nu kastet Tærning om Gunnars Liv og om mit!
Sjette Scene
De Forrige. Gunnar med nogle Huskarle fra Baggrunden.
GUNNAR
mørk, til Hjørdis
See saa, nu spirer den Sæd du har saaet!
SIGURD
nærmer sig
Hvad gaar dig imod?
GUNNAR
Sigurd, er det dig! Hvad der gaar mig imod? Ikke Andet, end jeg vel maatte vente. Saasnart Dagny, din Hustru, havde baaret
HIS: 451
Bud om Kaare Bonde, saa tog jeg min Hest og red til mine Grander for at søge Hjælp mod ham.
HJØRDIS
spændt
Nu?
SIGURD
Længe skal ikke det holdes for Skjændsel; før Kvælden kommer skal du være mandstærk nok mod Kaare.
GUNNAR
Sigurd!
HJØRDIS
sagte, triumferende
Ha, det vidste jeg nok!
SIGURD
med tvungen Styrke
Hjørdis gjør i hæftig indre Bevægelse et Skridt henimod Sigurd, men fatter sig og bliver ubevægelig staaende under det Følgende.
HIS: 452
GUNNAR
i høieste Overraskelse
Til Holmgang –! mig! – Du skjæmter, Sigurd!
SIGURD
SIGURD
Karlene gaa ud i Baggrunden.
GUNNAR
gaar raskt hen til Sigurd og trykker hans Hænder i stærk Bevægelse
SIGURD
Tak din Hustru; hun har mest Deel i min Færd. Imorgen naar Solen rinder –
HIS: 453
GUNNAR
SIGURD
Tak; men lad det hænge, – Ingen veed, om jeg næste Kvæld har Brug for det.
GUNNAR
ryster hans Haand
Farvel, Sigurd!
De skilles, Gunnar gaar ud til Venstre, Sigurd kaster et Blik paa Hjørdis og gaar ud i Baggrunden.
HJØRDIS
efter en Pause, sagte og tankefuld
Til Holmgang imorgen? Hvem vil falde? (tier lidt og udbryder derpaa, som greben af en stærk Beslutning) Lad falde hvem der vil, – Sigurd og jeg skal endda blive sammen!
HIS: 454
Ved Strandbredden. Det er Aften; Maanen sees fra og til mellem mørke sønderrevne Uveirsskyer. I Baggrunden en sort, nylig opkastet Gravhoug.
Første Scene
Ørnulf sidder paa en Steen tilhøire i Forgrunden med blottet Hoved, Albuerne hvilende paa Knæerne og med Ansigtet skjult i sine Hænder. Hans Mænd grave ved Haugen, Nogle lyse med Tyrifakler. Efter et kort Ophold komme Sigurd og Dagny ud fra Baadhuset, hvor en lystig Stokild brænder.
Stokild brænder.
SIGURD
Du har Ret, det er fortidligt; lad ham heller sidde med sig selv.
DAGNY
gaar over mod Høire og betragter Faderen med stille Sorg
Saa stærk var han igaar da han tog Thorolfs Lig paa Ryggen, stærk var han mens de grov paa Hougen, men da de Alle vare lagte derinde og Jord og Stene kastet over, da tog Sorgen ham, da var det som han sluknede.
(tørrer Taarerne af) Sig mig, Sigurd, naar tænker du at fare hjem til Island?
HIS: 456
SIGURD
SIGURD
Ja ja, – det har jeg lovet dig.
DAGNY
Og jeg tør forvist tro at Hjørdis bedrog mig, da hun sagde at jeg lidet var dig værdig til Viv?
SIGURD
Ja ja, Dagny, lid du paa mit Ord.
DAGNY
Saa er jeg glad igjen og vil prøve at glemme alt det onde Værk, som her er øvet. I de lange Vinterkvælde vil vi tale sammen om Gunnar og Hjørdis, og –
Nei, Dagny, vil du vel mod os Begge, saa nævn aldrig Hjørdis, naar vi sidde hjemme paa Island!
HIS: 457
EN AF MÆNDENE
nærmer sig
See saa, nu er Haugen istand.
ØRNULF
ligesom opvaagnende
Haugen? Er den – naa ja –
DAGNY
nærmer sig
Fader, det er koldt herude, det trækker op til Uveir inat.
ØRNULF
Hm, bryd dig ikke om det, Haugen er bygget tæt og godt, de ligge lunt derinde.
DAGNY
Ja men du –
ØRNULF
Jeg? Jeg fryser ikke.
ØRNULF
Lad Natverdsbordet staa; jeg er ikke sulten.
DAGNY
Men at sidde her saa stille; tro mig, det baader dig ikke, du er lidet vant til det.
HIS: 458
ØRNULF
Han skjuler igjen Ansigtet med sine Hænder. Ophold. Dagny sætter sig hos ham.
DAGNY
Imorgen ruster du vel dit Skib og farer med til Island?
DAGNY
smærteligt
Fader!
ØRNULF
løfter Hovedet
Gaa ind og lad mig sidde; har Uveiret legt om mig en Nat eller to, saa er det gjort, tænker jeg.
SIGURD
Sligt kan du ikke tænke paa!
ØRNULF
Han skjuler igjen sit Ansigt.
DAGNY
ØRNULF
hovedrystende
Kvæde? Nei, nei; igaar kunde jeg det; idag er jeg for gammel.
Det maa du dog; hæderlige Mænd vare dine Sønner alle; et Kvæde maa siges om dem, og det kan Ingen i Ætten uden du.
ØRNULF
seer spørgende paa Sigurd
Kvæde? Hvad tykkes dig, Sigurd?
SIGURD
Mig tykkes at saa er billigt; du faar gjøre som hun siger.
DAGNY
ØRNULF
HIS: 460
(Mændene nærme sig med Faklerne, saa at der dannes en Gruppe om ham; han tier lidt og tænker sig om, derpaa siger han)
(reiser sig)
Haardt mig Verdens Veie, –
Listed Lykken fra mig,
Ødte Ørnulfs Eie.
Sønner syv, saa fagre,
Fostret mellem Sværde,
Værned Vikings hvide
Haar som gjævest Gjærde.
Nu er Gjærdet jævnet,
Mine Sønner døde,–
Glædeløs staar Gubben,
Og hans Hus staar øde.
HIS: 461
Thorolf, – du min Yngste!Boldest blandt de Bolde!
Lidet gad jeg klage,
Fik jeg dig beholde!
Veen du var, som Vaaren,
Mod din Fader kjærlig, –
Arted dig at ældes
Til en Helt saa herlig.
Nægted mig sit Eie, –
Dryssed Smærtens Rigdom
Over Ørnulfs Veie.
Vegt er vist mit Værge;
Fik jeg Guders Evne,
Een da blev min Idræt:
Nornens Færd at hævne!
Een da blev min Gjerning;
Nornens Fald at friste; –
Hun, som røved mig det
Bedste og det Sidste!
Paa min Mund hun lagde
Sangens fagre Gave:
Lydt da lad den klinge
Selv ved Sønners Grave!
HU: 90
(han trækker et dybt Aandedrag, stryger Haaret fra Panden og siger roligt)
Anden Scene
Sigurd og Dagny.
DAGNY
HIS: 463
SIGURD
Nei, jeg har liden Lyst. Sig mig, ere alle Ting rede til imorgen?
DAGNY
SIGURD
Det give alle gode Magter at du aldrig maa græde for min Skyld.
Han standser og seer ud.
DAGNY
Hvad lytter du paa?
SIGURD
Hører du ikke – der! (peger tilvenstre)
SIGURD
idet han gaar lidt op mod Baggrunden
KAARE BONDE
udenfor tilvenstre
Kjendte Folk, Sigurd Viking!
HIS: 464
Tredie SceneDe Forrige. Kaare Bonde med en Flok bevæbnede Mænd fra Venstre.
SIGURD
Hvor agte I jer hen?
KAARE
Til Gunnar Herses Gaard!
SIGURD
Med Ufred?
KAARE
Ja, det kan du lide paa! Du hindrede mig før; men nu tænker jeg det er dig kjært nok!
SIGURD
Kan vel være.
KAARE
Jeg har hørt om din Handel med Gunnar; men gaar det som jeg vil, saa kommer han med vege Vaaben til Mødet.
De gaa Alle ud til Høire i Baggrunden.
Fjerde Scene
Sigurd og Dagny; derefter Ørnulf og Karlene fra Baadhuset.
SIGURD
gaar rask hen til Døren og raaber ind
Op fra Bordet, Ørnulf; tag Hævn over Kaare Bonde!
ØRNULF
kommer ud med de Øvrige
Kaare Bonde – hvor er han?
SIGURD
Han stævner mod Gunnars Gaard for at brænde Folkene inde!
ØRNULF
Ha, ha, – lad ham det, saa faar jeg Hævn over Gunnar og Hjørdis med det Samme; siden vil jeg søge Kaare.
SIGURD
Nei, det er gavnløst Raad; Kaare maa du søge inat, thi er Udaaden øvet, saa stævner han tilfjelds. Gunnar har jeg æsket til Holmgang, han er dig vis nok, ifald ikke jeg selv – naa ja, ligegodt, – inat maa han skjærmes Ugjerningsmand, som Kaare, tog Hævnen fra mig!
gavnløst Raad; Kaare maa du søge inat, 1.utg: 106
hvis du vil ramme ham; thi er Udaaden øvet, saa stævner han tilfjelds. Gunnar har jeg æsket til Holmgang, han er dig vis nok, ifald ikke jeg selv – naa ja, ligegodt, – inat maa han skjærmes HIS: 466
mod sine Uvenner; ilde var det om slig Ugjerningsmand, som Kaare, tog Hævnen fra mig!
ØRNULF
Sandt siger du der. Inat vil jeg skjærme Thorolfs Bane, men imorgen maa han fældes!
SIGURD
Han eller jeg, – det kan du lide paa!
ØRNULF
Saa kom da til Hævn for Ørnulfs Æt!
Han gaar med Mændene tilhøire i Baggrunden.
SIGURD
DAGNY
Ja ja, jeg vil med. Paa Hjørdis tænker du dog; Tak for det Hjertelag!
SIGURD
Gaa, gaa – Dagny!
Jeg gaar; men for Hjørdis kan vi være trygge: hun har gyldne Hærklæder i Buret, og værger sig nok selv.
Det tænker jeg med, men gaa du endda, styr din Faders Færd, vaag over Alle og – over Gunnars Hustru!
DAGNY
Lid paa mig. Vel mødt igjen!
Hun gaar efter de Forrige.
SIGURD
Femte Scene
Sigurd. Hjørdis, klædt i kort rød Skarlagenskjortel, med gyldne Vaabenstykker: Hjelm, Pandser, Arm- og Beenskinner. Hendes Haar er udslaaet; paa Ryggen bærer hun et Kogger, og ved Beltet et lidet Skjold; i Haanden har hun Buen med Haarsnoren.
Vaabenstykker: Hjelm, Pandser, Arm- og Beenskinner. Hendes Haar er udslaaet; paa Ryggen bærer hun et Kogger, og ved Beltet et lidet Skjold; i Haanden har hun Buen med Haarsnoren.
HJØRDIS
kommer fra Høire i Forgrunden, ilsomt og seende sig tilbage som om hun ængstedes af Noget, der forfulgte hende; hun gaar tæt hen til Sigurd, tager ham ved Armen og siger dæmpet
Sigurd, Sigurd, kan du see den?
HIS: 468
SIGURD
Hvem? Hvor?
HJØRDIS
HJØRDIS
Der sank den i Jorden! Ja, ja, nu har den varslet mig.
SIGURD
Du er syg; kom og gaa ind!
HJØRDIS
Nei, her vil jeg vente; jeg har ikke lang Tid igjen!
SIGURD
Hvad er der hændt med dig?
HJØRDIS
Hvad der er hændt? Det veed jeg ikke, men sandt var det du sagde idag, at Gunnar og Dagny stod mellem os; bort fra dem og fra Livet maa vi, da kan vi blive sammen!
HIS: 469
HJØRDIS
med Høihed
Jeg blev hjemløs i Verden fra den Dag du tog en Anden til Viv. Ilde handlede du dengang! Alle gode Gaver kan Manden give til sin fuldtro Ven, – Alt, kun ikke den Kvinde han har kjær; thi gjør han det, da bryder han Nornens lønlige Spind og to Liv forspildes. Der er en usvigelig Røst i mig, som siger at jeg blev til, for at mit stærke Sind skulde løfte og bære dig i de tunge Tider, og at du fødtes, for at jeg i een Mand kunde finde alt det, der tyktes mig stort og ypperligt; thi det veed jeg, Sigurd, – havde vi To holdt navnkundigere og jeg lykkeligere end alle Andre!
Nornens lønlige Spind og to Liv forspildes. Der er en usvigelig Røst i mig, som siger at jeg blev til, for at mit stærke Sind skulde løfte og bære dig i de tunge Tider, og at du fødtes, for at jeg i een Mand kunde finde alt det, der tyktes mig stort og ypperligt; thi det veed jeg, Sigurd, – havde vi To holdt 1.utg: 109
sammen, da var du bleven navnkundigere og jeg lykkeligere end alle Andre!
SIGURD
HJØRDIS
under stigende Vildhed
SIGURD
viger tilbage
Hjørdis, Hjørdis, – jeg ræddes for dig!
HJØRDIS
uden at agte paa ham
HIS: 470
SIGURD
SIGURD
Men Egil, din Søn, – de fælde ham!
SIGURD
Og Gunnar – de tage din Husbonds Liv!
HJØRDIS
Det agter jeg ikke! Bedre Husbond skal jeg følge hjem inat! Ja, Sigurd, saa maa det være; her i Landet groer ikke Lykken for mig, – den hvide Gud kommer nordover, ham vil jeg ikke stedes til Møde med; de Gamle ere ikke stærke, som før, – de sove, de sidde halvt som Skygger, – med dem vil vi strides! Ud af Livet, Sigurd; jeg vil sætte dig paa Himlens Kongestol, og selv vil jeg sidde dig næst! (Uveiret bryder løs) Hør, hør, der kommer vort Følge! Kan du see de sorte jagende Heste; En for mig og En for dig! (kaster Buen til Kinden og skyder) Saa far da den sidste Færd!
groer ikke Lykken for mig, – den hvide Gud kommer nordover, ham vil jeg ikke stedes til Møde med; de Gamle ere ikke stærke, som før, – de sove, de sidde halvt som Skygger, – med dem vil vi strides! Ud af Livet, Sigurd; jeg vil sætte dig paa Himlens Kongestol, og selv vil jeg sidde dig næst! (Uveiret bryder løs) Hør, hør, der kommer vort Følge! Kan du see de sorte jagende Heste; En for mig og En for dig! (kaster Buen til Kinden og skyder) Saa far da den sidste Færd!
HIS: 471
SIGURD
Han falder.
SIGURD
Den hvide Gud er min; Kong Ædhelstan har lært mig ham at kjende, – det er op til ham jeg nu gaar.
SIGURD
Tungt var mit Liv fra den Stund jeg tog dig ud af mit eget Hjerte og gav dig til Gunnar. Tak, Hjørdis, – nu er jeg saa let og fri.
(døer)
HJØRDIS
stille
Død! Saa har jeg visselig forspildt min Sjæl! (Uveiret voxer, hun udbryder vildt) De komme! Jeg har galdret dem hid! Men nei, nei, – jeg følger jer paa Havets Bund kan hænde!
forspildt min Sjæl! (Uveiret voxer, hun udbryder vildt) De komme! Jeg har galdret dem hid! Men nei, nei, – jeg følger jer HU: 95
ikke, jeg vil ikke ride uden Sigurd! Det HIS: 472
hjælper ei, – de see mig, de lee og vinke, de spore sine Heste! (iler ud paa Fjeldkanten i Baggrunden) Der ere de over mig – og intet Ly, intet Skjul! Jo, paa Havets Bund kan hænde!Hun styrter sig ud.
Ørnulf, Dagny, Gunnar med Egil, samt Sigurds og Ørnulfs Mænd kommer efterhaanden ind fra Høire.
ØRNULF
vendt mod Gravhaugen
Nu kan I sove roligt; thi uhævnet ligge I ikke!
DAGNY
kommer
Fader, Fader, – Skrækken dræber mig; – al den blodige Færd – og Uveiret – hør, hør!
GUNNAR
med Egil paa Armen
Giv Fred og Ly for mit Barn!
ØRNULF
Gunnar Herse!
GUNNAR
ØRNULF
Det staar til Sigurd. Men ind under Tag; det er utrygt herude!
HIS: 473
DAGNY
Ja, ind, ind! (gaar henimod Baadhuset, faar Øie paa Liget og udstøder et Skrig) Sigurd, min Husbond, – de har dræbt ham! (kaster sig ned ved ham)
ØRNULF
iler til
Sigurd!
DAGNY
seer fortvivlet paa Mændene, der staa om den Døde
Nei, nei! det er ikke saa, – han maa være ilive endnu! (bemærker Buen) Ha, hvad er det! (reiser sig)
ØRNULF
Datter, det er nok som du først sagde, – Sigurd er fældet.
GUNNAR
som greben af en pludselig Tanke
Og Hjørdis! – Har Hjørdis været her?
GUNNAR
Ja, jeg tænkte det nok!
HIS: 474
GUNNAR
sagte
EGIL
med Skræk
Fader! See, see!
EGIL
Deroppe – alle de sorte Heste –!
GUNNAR
Det er Skyerne, som –
ØRNULF
Nei, det er de Dødes Hjemfærd!
EGIL
med et Skrig
Moder er med dem!
DAGNY
Alle gode Magter!
HIS: 475
GUNNAR
Barn, hvad siger du!
EGIL
Der – foran – paa den sorte Hest! Fader, Fader!
Egil klynger sig forfærdet op til Faderen; kort Pause; Uveiret drager forbi, Skyerne skilles, Maanen skinner fredeligt ud over Landskabet.
GUNNAR
stille og smærteligt
Nu er Hjørdis visselig død!
ØRNULF
Det er vel saa, Gunnar, – og paa hende havde jeg mere at hævne end paa dig. Dyrt blev Mødet for os Begge, – der er min Haand; Fred og Forsoning!
